Børnene blev fulgt på vej af julemanden, da de løb 2,1 kilometer i Store Dyrehave søndag. Privatfoto

Børnene blev fulgt på vej af julemanden, da de løb 2,1 kilometer i Store Dyrehave søndag. Privatfoto

Julehygge og sved på panden i Store Dyrehave

Deltagerne i årets Julestjerneløb fik både røde kinder og flotte resultater søndag

motion Julestemningen og formen var i top hos både store og små, da 400 friske løbere i alle aldre indtog stierne i Store Dyrehave i Hillerød søndag 1. december. Hillerøds løbe- og triatlonklub Langgarverne var vært for det 39. Julestjerneløb for hele familien, og selv vejret viste sig fra sin bedste side med solskin.

Børnene lagde ud med 2,1 kilometer, som blev løbet med julemanden som både opvarmer og opbakning.

84-årige løb 5 km

Og så gik det ellers slag i slag med halvmaraton, 5, 10 og 15 kilometer. De yngste deltagere havde mor og far i hånden, mens de ældste – tvillingeparret Grethe Alring og Anni Holm på 84 år - imponerede alle, da de kom i mål efter fem kilometer i det kuperede terræn.

Alle Julestjerneløbets ruter går ad skovveje med pæne bakker ud fra ”Stjernen” i Store Dyrehaves centrum. Da løberne nåede i mål, kunne de lune sig med varm suppe, gløgg og æbleskiver.

Mange har allerede sat kryds i kalenderen 1. søndag i advent næste år, hvor Julestjerneløbet bliver en endnu større løbefest, når der skal fejres 40 års jubilæum.

Mdt

Resultater

  • 2,1 kilometer (børneruten): Mikkel Holm, 09.37, og Liva Letholm, 11.47
  • 5 kilometer: Sejer Dalum, Jensens Julefrokost, 00.19.11, og Lone Grønbæk Witte, Fjordløberne, 00.23.24
  • 10 kilometer: Pär Johan Lif, Blovstrød Løverne, 00.38.37, og Kathrine Højgaard, Sparta, 00.38.51
  • 15 kilometer: Jonas Brandsbjerg, Blovstrød Løverne, 00.56.18, og Maria Damtoft, Fredensborg Atletikklub, 01.08.14
  • 21 kilometer: Steffen Falch, Blovstrød Løverne 01.14.05, og Yuki Mizuno, 01.48.50

Publiceret 02 December 2019 17:00