Sarah Mahfoud vil træne mere og hårdere frem til sin VM-kamp 1. februar. Pressefoto

Sarah Mahfoud vil træne mere og hårdere frem til sin VM-kamp 1. februar. Pressefoto

Sarah Mahfoud bokser om VM-titlen: "Det er nu, min drøm skal udleves"

Sarah Mahfoud fra Hillerøds bokseklub kalder det fantastisk, at hun har fået mulighed for at bokse VM-kamp

boksning "Det føles uvirkeligt, når jeg tænker over det. Jeg tror slet ikke, det endnu er gået op for mig, hvor stort det egentlig er".

Sådan lyder det fra hillerødbokser Sarah Mahfoud, som 1. februar skal bokse VM-kamp mod den regerende IBF-verdensmester i fjervægt Brenda Karen Carabajal fra Argentina. Kampen bokses på dansk hjemmebane i Frederiksberg Hallerne lørdag 1. februar.

”Det er jo det her, som jeg har drømt om og håbet på fra start af. Nu skal drømmen udleves. Nu ligger det lige for fødderne af mig, og det er meget snart den 1. februar, og det er jeg virkelig glad for," udtaler 30-årige Sarah Mahfoud, som fornylig besejrede Enerolisa De Leon i den sidste VM-test, inden det går løs i februar.

”Det er fantastisk at få denne kamp og få lov til at prøve at bevise, at man kan være med på VM-niveau," siger Sarah Mahfoud, som vejer 57 kilo og dermed er i fjervægtklassen.

Kampen mod Enerolisa De Leon fandt sted 12. oktober i FrederiksborgCentret, hvor Sarah Mahfoud slap uden større skrammer og pointbesejrede sin modstander. Hun fik ved samme lejlighed skærpet sin kamptræning og fintunet timingen i sine slag og forsvarsmanøvrer.

Træne mere og hårdere

Nu er grundtræningen frem mod den store VM-kamp påbegyndt, og Sarah Mahfoud føler sig mentalt klar til en bokser af Brenda Carabajals kaliber:

"Nu skal jeg bare træne endnu mere og endnu hårdere. Der er mange ting, som vi skal arbejde på i træningslokalet. Men jeg kan bokse mod alle slags boksere. Jeg holder mig til det, som jeg kan finde ud af, og så er jeg stærk på den måde. Lige meget hvad der kommer mod mig, så har jeg altid en plan for, hvordan jeg skal løse opgaven. Jeg er god til at læse min modstander og omstille mig, hvis det er det, der brug for," siger Sarah Mahfoud.

Brenda Karen Carabajal fra Argentina er lokale Sarah Mahfouds modstander til VM_kamp 1. februar. Pressefoto

Brenda Karen Carabajal fra Argentina er lokale Sarah Mahfouds modstander til VM_kamp 1. februar. Pressefoto

Ingen danskere har til dato vundet netop VM-bæltet tilhørende International Boxing Federation, som har hovedsæde i USA. Flere har prøvet - blandt andre Gert Bo Jacobsen, Mads Larsen, Rudy Markussen, Spend Abazi, Dennis Holbæk Pedersen og Allan Vester - alle dog forgæves. Sarah Mahfoud, der som amatør blev både dansk og nordisk mester, kan med andre ord skrive historie ved at blive den første danske IBF-verdensmester.

Sarah Mahfoud

  • Født 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne
  • Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo)
  • Titler: IBF interkontinental-mester efter sejr over Bukiwe Nonina den 18. januar 2019.
  • Højde: 165 cm.
  • Træner: Steen F. Sørensen/Mads Sørensen
  • Debutkamp som professionel: 11. februar 2017
  • Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt, elite)
  • Storesøster til Danish Fight Night-bokseren Allan Mahfoud, som ligeledes er ubesejret

Publiceret 29 November 2019 05:00