Hillerød Bueskyttelaug havde et stort hold med til stævnet i Tåstrup. Privatfoto

Hillerød Bueskyttelaug havde et stort hold med til stævnet i Tåstrup. Privatfoto

Bueskydning: Fra special-hold til normal-stævne

Blandt andre to drenge med autismespektrumforstyrrelser deltog, da Hilelrød Bueskyttelaug var til stævne

bueskydning To drenge, som har deltaget i Hillerød Bueskyttelaugs specialhold, deltog søndag 3. november i bueskydningsstævnet Buernes By i Tåstrup.

Det var første gang, de to skulle deltage i et bueskydningsstævne nogensinde. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det er det nu engang, for de to drenge er to af de otte drenge fra Harløse Skole, som startede til bueskydning på det specialhold, som Hillerød Bueskyttelaug oprettede i februar i år.

Holdet blev startet med støtte fra Parasport Danmark under initiativet ”Superleder”, hvor børn fra specialskoler bliver hjulpet ind i idrætsforeningerne med støtte fra både skolen og foreningerne. De otte drenge på holdet har alle autismespektrumforstyrrelser, som gør det svært at deltage i et almindeligt foreningsliv, men på superleder-holdet får de mulighed for at lære sportsgrenen og foreningen at kende i deres eget tempo.

Ingen særlig vilkår

Nu et halvt år senere var to af drengene altså med til bueskydningsstævne for første gang. I hallen i Tåstrup skulle cirka 80 børn og unge skyde hele dagen, og der er ingen særlige vilkår for nogen. Her skal man kunne koncentrere sig, også selvom der er støj og mange mennesker, og det hele er nyt. Det er lige alt det, der er svært, når man har autisme.

Drengene kom i gang med at skyde, og med masser af støtte fra både træner og forældre i pauserne holdt de ud gennem hele dagen. De klarede at skyde hele dagen, hvilket er langt mere, end de er vant til fra træningen. Efter kvalifikationsrunderne skulle de begge deltage i finaleskydning, som er en disciplin, de aldrig før har prøvet og ikke helt kendte reglerne for.

"Og vandt de så? De er i hvert fald begge to vindere, for hvis man kan gennemføre sådan et stævne, så har man vundet, uanset hvilken plads man kom på," skriver klubben i en pressemeddelelse.

Jens var en af de to drenge, som deltog i et bueskydningsstævne for første gang. Privatfoto

Jens var en af de to drenge, som deltog i et bueskydningsstævne for første gang. Privatfoto

Publiceret 05 November 2019 14:00