15-årige Lærke Ejsing fra Skævinge kunne 20. oktober modtage titlen 'shodan' (1. sorte bælte). Privatfoto

15-årige Lærke Ejsing fra Skævinge kunne 20. oktober modtage titlen 'shodan' (1. sorte bælte). Privatfoto

15-årige Lærke fra Skævinge hev det sorte bælte hjem

Lærke Ejsing fra Skævinge modtog det sorte bælte efter mange års træning

Halsnæs Karate-Do, som dyrker Skif shotokan karate, havde vurderet 15-årige Lærke Ejsing fra Skævinge klar til at komme til graduering med henblik på at komme igennem nåleøjet hos gradueringsudvalget og bestå graden 'shodan' og dermed retten til at bære det sorte bælte.

Lærke Ejsing har for mange år siden sat sig målet, at hun ville have det sorte bælte. På vejen dertil møder man modgang, og det kommer ikke let, fortæller klubben i en pressemeddelelse:

"Som karate-ka kan man besidde talent, men talent alene er ikke nok til at bringe en hele vejen. Det kræver vilje, målrettethed, dedikation og ikke mindst at rejse sig igen efter de nederlag, man kan møde på vejen. I karatekredse siger man, at ud af 100, der starter til karate, er der max. 10, der går hele vejen".

Men dét gjorde Lærke Ejsing altså, da hun søndag 20. oktober sammen med 16 andre aspiranter fra hele Danmark mødte forventningsfulde op i Odense. Det blev en lang og udmattende dag – men 15-årige Lærke kom i mål og kunne til sidst modtage titlen 'shodan' (1. sorte bælte).

Kram og flag

Turen gik herefter hjem til det nordsjællandske til klubben, som til daglig har til huse i Halsnæs Kampsportcenter, hvor klubkammerater ventede med flag, masser af kram, lykønskninger, fest og taler.

Lærke skal næste år på idrætsefterskole, hvor der også står karate på skemaet. Så hun har tid til at finde sit næste mål. Der er mange muligheder. Hun kan vælge at gå efter flere sorte bælter eller uddanne sig som instruktør eller dommer.

Stor jubel da det sorte bælte er i hus. Privatfoto

Stor jubel da det sorte bælte er i hus. Privatfoto

Publiceret 22 October 2019 18:00