Oplev Nordsjælland Håndbold i helt nye rammer, når de 23. november spiller første kamp i Royal Stage, Hillerøds nye arena. Foto: Jan Stephan

Oplev Nordsjælland Håndbold i helt nye rammer, når de 23. november spiller første kamp i Royal Stage, Hillerøds nye arena. Foto: Jan Stephan

Håndboldkamp indvier Hillerøds nye arena

Nordsjælland Håndbold møder KIF Kolding i Hillerøds nye arena 23. november

Håndbolden triller som den første ind i den nye arena i Hillerød, Royal Stage: Det første offentlige arrangement bliver Nordsjælland Håndbold mod KIF Kolding lørdag 23. november.

Kampen er blevet flyttet fra fredag 22. november til lørdag 23. november, da TV 2 gerne vil sende den:

"Det skyldes formentlig, at vi kan vente en intens kamp mellem to hold, som ligger i bunden af Ligaen," udtaler sportschef Jørn Blom Hansen i Nordsjælland Håndbolds nyhedsbrev.

Kampen sendes på hovedkanalen TV2 klokken 16.10, men der er ifølge Nordsjælland Håndbold masser af gode grunde til selv at møde op og indtage én af 3.176 siddepladser: Det bliver nemlig et brag af en kamp, og så er man med til at indvie Royal Stage, lyder det fra klubben.

Indvielse til januar

Arenaen indvies officielt med et stort show tirsdag 7. januar, men FrederiksborgCentret har valgt at lave nogle generalprøver med forskellige typer arrangementer for at få kørt rutinerne ind. Og hér bliver ligakampen altså det første arrangement.

Nordsjælland Håndboldspillerne får et rum til styrketræning i den nye bygning, og klubbens kontor rykker ind i de 8.800 kvadratmeter med et gulvareal på 2.635 kvadratmeter: Det er én opvisningsbane til håndbold eller to træningsbaner. Loungen har plads til 250 spisende VIP-gæster - eksempelvis i forbindelse med håndboldekampene, der er ni skybokse, som firmaer har købt, og et sportsvandrerhjem med 40 senge.

Mdt

Publiceret 10 October 2019 06:00