Lærere og kursister på HF & VUC Nordsjælland fejrede nyheden om 2-årig STX med kage til alle. Her ses lærerne i Hillerød på vej ud til deres klasser, anført af uddannelseschef for den 2-årige STX Karin Rosenmejer Larsen. Foto: Mikkel B. Hindhede/ HF & VUC Nordsjælland

Lærere og kursister på HF & VUC Nordsjælland fejrede nyheden om 2-årig STX med kage til alle. Her ses lærerne i Hillerød på vej ud til deres klasser, anført af uddannelseschef for den 2-årige STX Karin Rosenmejer Larsen. Foto: Mikkel B. Hindhede/ HF & VUC Nordsjælland

To-årig STX kommer til Hillerød

HF & VUC Nordsjælland er klar tilbyde to-årige STX i Hillerød

Uddannelse HF & VUC Nordsjælland er netop blevet godkendt til at kunne tilbyde den to-årige STX, også kendt som Studenterkursus.

De første kursister kan bydes velkommen allerede fra august 2020 på afdelingen i Hillerød. For unge og voksne i regionen betyder det en lettere adgang til en gymnasial uddannelse, der tidligere ikke har været tilgængelig i Nordsjælland. En tilfreds borgmester borgmester Kirsten Jensen er begejstret for nyheden:

”Jeg bliver så glad, når vores uddannelser tænker nyt og er så fantastisk flot optaget af at hjælpe og uddanne vores unge,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror, den nye uddannelse kan blive et virkeligt godt tilbud både for dem, som gerne vil hurtigt gennem gymnasiet som studieforberedende uddannelse. Ikke mindst for dem, som har været lidt i tvivl efter folkeskolen. Måske har de været på efterskole eller på arbejdsmarkedet, og nu får de lyst til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Nu behøver de ikke at se tre, men kun to år frem i ungdomsuddannelsessystemet.”

Stor dag for rektor

For rektor Trine Larsen er det også en stor dag.

“Vi har længe haft et ønske om at udbyde den to-årige STX her i Nordsjælland. Den to-årige HF er i forvejen en veletableret succes her hos os. Men vi kunne også mærke en efterspørgsel efter de særlige muligheder, man får med en to-årig STX. Vi oplever rigtig mange målrettede, dygtige unge og voksne, der vil fremad så hurtigt som muligt. STX er ikke en konkurrent til HF, men et supplement til de uddannelsesmuligheder der allerede findes her i huset," siger hun.

Arbejder på nyt navn

Med tilføjelsen af STX til rækken af uddannelsestilbud på HF & VUC Nordsjælland er tiden også kommet til at overveje et nyt navn. Rektor Trine Larsen siger:

“Vi må nok indrømme, at det bliver svært at presse flere forkortelser ind i vores nuværende navn. Derfor er vi også i gang med at overveje, hvordan vi samler alle vores uddannelser til et enkelt og let genkendeligt navn. Vi vil også gerne holde fast i, at vi er et tilbud for unge og voksne i hele Nordsjælland."

Publiceret 03 December 2019 11:54