"Du får ikke noget smukkere end vores ejendomsportefølje," siger bygherren Mikael Goldschmidt, som glæder sig over, at det ikke blev et storcenter, men lejeboliger, han bygger på Frederiksbro (tidligere Møllebrogrunden) i Hillerød. Pressefoto

Goldschmidt: "Jeg er verdens lykkeligste mand over, at det storcenter ikke blev til noget"

Mikael Goldschmidt er sikker på, at udlejningsboligerne på Frederiksbro bliver en succes

Af
Mette Dolmer Thygesen

byggeri Der ligger en lang proces bag de mange nye boliger, som nu skyder op på Frederiksbro ved Herredsvejen, for M. Goldschmidt Holding købte grunden for omkring 13 år siden og havde først planer om at bygge et kæmpe shoppingcenter på grunden. Men ideen vakte modstand - og direktør Mikael Goldschmidt er i dag glad for, at det er boliger - og ikke butikker, som håndværkerne er i fuld sving med at bygge:

"Jeg er verdens lykkeligste mand over, at det storcenter ikke blev til noget. Vi var så heldige, at nabokommunerne var ved at dø at skræk over den trussel, det kunne være at skabe et af Nordeuropas største butikscentre på grunden. Jeg er kisteglad i dag for, at jeg valgte at sige, at så må vi opgive projektet og i stedet overveje, hvad vi vil bruge det store jordstykke til. Det var på baggrund af nabokommunerne, at jeg hev i nødbremsen og valgte at bygge boliger i stedet," siger han til Hillerød Posten og roser Hillerød Kommune for samarbejdet omkring boligbyggeriet efterfølgende.

Storcentersucces

Var det et storcenter, som han havde valgt at bygge, var det dog også blevet en succes, siger han:

"Selvfølgelig havde jeg også været glad for et storcenter. Hvis du kigger på Hillerøds geografiske placering og på, hvad byen kan trække af detailhandel fra nabokommunerne, så kan du simpelthen ikke finde et bedre sted at ligge et storcenter. Så jeg er helt overbevist om, vi havde fået en succes. Så det, at jeg afblæste storcentret, har intet at gøre med, at jeg ikke tror, det havde været en succes. Det er udelukkende på grund af udsigten til at skulle kæmpe med nabokommunerne i et mangeårigt og komplekst juridisk sagsforløb, som jeg nok i sidste ende alligevel havde vundet. Men jeg ønskede ikke efter mange års venten at afsætte yderligere 4-5-6 år til et slagsmål om, hvorvidt centret skulle bygges eller ej. Så vælger den intelligente bygherre at træffe et valg, som er lettere gennemførligt. Og udviklingen har vist siden, at det er langt mere attraktivt at bygge boliger," siger han.

Han er nu sikker på, at boligbyggeriet på Frederiksbro bliver en succes og henviser til selskabet øvrige ejendomsportefølje med boliger på både Store Kongensgade og Bernstorffsgade i København og på Strandvejen og Duntzfelts Allé i Hellerup:

"Jeg har været i fast ejendom i 40 år og er det, man kan kalde en garvet rotte. Jeg ved, hvilken vej vinden blæser".

Alt bliver leje

Alle boliger på Frederiksbro bliver lejeboliger, understreger han:

"Jeg er ikke tvunget til at sælge noget for at få gevinsten hentet hjem. Jeg kan tillade mig at tænke langsigtet og glæde mig over, en masse glade mennesker bor til leje. Så har man sin frihed til at gøre lige, hvad man vil, og bo hvor man vil, og ikke være stavnsbundet til et realkreditlån Jeg er helt overbevist om, at den positive udvikling, der er i Hillerød Kommune, hvor der er en stor tilgang af nye borgere, særligt børnefamilier, og hvor mange virksomheder har succes og ansætter flere folk, er med til at understøtte med vores meget store byggeri," siger han.

Intet kommer til at stå tomt i Frederiksbro, understreger han:

"Jeg er 1.000 procent sikker på, at alt bliver lejet ud. For du får ikke noget smukkere end vores ejendomsportefølje. Og det går strygende med vores udlejning i Frederiksbro. Folk henvender sig, hver gang vi får omtale. Der er efterspørgsel efter alle typer af lejemål. Det er ikke helt normalt, at der er efterspørgsel så tidligt i processen. Jeg tror også, at det, vi gør med de rekreative områder og den grønne kile, er eftertragtet," siger Mikael Goldschmidt.

Publiceret 03 December 2019 06:00