Borgmester Kirsten Jensen og Søren Ravn fra HusCompagniet ser frem til at der skyder nye boliger i Skævinge. Foto: Niels Idskov

Borgmester Kirsten Jensen og Søren Ravn fra HusCompagniet ser frem til at der skyder nye boliger i Skævinge. Foto: Niels Idskov

25 vil købe hus i nyt Skævinge-byggeri

Rendegraveren er først lige begyndt at køre, og lokalplanen er ikke vedtaget, men de første 25 huskøbere har meldt sig til at rykke ind i området ved Dyremosegård

Af
Niels Idskov

byggeri Der er allerede fundet spor af en tidligere boplads i området, og den store rendegraver fra Nordsjællands Museum er på udkig efter mere i området ved Ny Harløsevej i Skævinge. Her vil HusCompagniet opføre ca. 49 parcelhusgrunde og ca. 25 rækkehuse.

Vi befinder os i den østlige ende af Skævinge nord for Borupvej, og der er tale om et areal på ca. 83.500 m2, som er en del af det areal, som hører til Dyremosegård.

”Det er et rigtigt godt sted for en familie at slå sig ned. Vi har fra kommunens side længe ønsket os udvikling på arealet ved Dyremosegård, og Skævinge er en by med mange tilbud og aktive borgere og foreninger - til gavn og glæde for de nye borgere,” siger borgmester Kirsten Jensen.

Hun fortæller, at Hillerød Kommune er i gang med et godt og konstruktivt samarbejde med HusCompagniet, som hun lykønsker med købet af arealet.

Nem adgang

Søren Ravn, der er afdelingsdirektør for HusCompagniet i Hillerød, fortæller, at de første 25 familier er blevet skrevet op til at flytte ind i den nye bebyggelse – og det selv om det bare er 14 dage siden, at man er begyndt at foretage bl.a. jordbundsundersøgelser og forundersøgelser vedrørende fortidsminder på området.

Det er først i 2020, at firmaet åbner for salg af 25 étplans rækkehuse med egen carport og sydvestvendt have - og de 49 parcelhuse, hvoraf de sidste 'skræddersyes' til den enkelte køber.

”Vi ser Skævinge som et attraktivt sted at bosætte sig og oplever stor efterspørgsel på rækkehuse og parcelhusgrunde omkring Hillerød. Med nem adgang til skole, indkøb, offentlig transport og kun 10 min. fra Hillerød er Skævinge et ideelt sted at bosætte sig for mange mennesker,” uddyber Søren Ravn fra HusCompagniet, der har adresse i Hillerød – og som med byggeri af årligt ca. 1500 huse er landets største byggefirma.

Det er første gang, at HusCompagniet har købt jord i Skævinge, men firmaet har tidligere stået for byggerier i byen.

Lokalplanen for området ventes vedtaget efter sommerferien næste år, og herefter følger byggemodningsarbejderne. Derefter ventes selve byggeriet at kunne igangsættes i foråret 2021.

Rendegraveren kigger efter eventuelle fortidsminder, ligesom der foretages jordbundsundersøgelser.

Rendegraveren kigger efter eventuelle fortidsminder, ligesom der foretages jordbundsundersøgelser.

Publiceret 20 November 2019 19:00