Caroline Nielsen fra Hillerød vandt årets hubertusjagt for ponyer. Foto: Jimmy Leen Friis

Caroline Nielsen fra Hillerød vandt årets hubertusjagt for ponyer. Foto: Jimmy Leen Friis

15-årige Caroline fra Hillerød vandt hubertusjagt: Fik overrakt præmien af kronprinsessen

Caroline Nielsen fra Hillerød vandt årets Hubertusjagt for ponyer

Af
Mette Dolmer Thygesen

ridning Årets vinder af Hubertusjagten for ponyer blev 15-årige Caroline Nielsen, som bor i Hillerød og går i 9. klasse på Marie Mørks Skole.

Hubertusjagten fandt sted i Dyrehaven i Klampenborg 3. november , og Caroline Nielsen vandt altså Hubertusjagtens opløb for ponyer.

Se billederne her:

"Det var helt vildt fantastisk at vinde. Jeg har aldrig været så stolt af mig selv og ponyen før," siger Caroline Nielsen, som har træner rigtig meget op til Hubertusjagten:

"Det betød rigtig meget for mig, for det er noget, jeg har arbejdet for længe. Jeg har trænet en del med masser af udholdenhedstræning, og så er det så fedt at få overrakt kæden en god ven," siger Caroline Nielsen, som fik kæden overrakt af sidste års vinder Anna Willer Klein.

Anden gang med kronprinsessen

Det var kronprinsesse Mary og prinsesse Josephine, som overrakte præmier og et fint dækken til ponyen.

"Det var ikke min første gang, jeg mødte Mary, da jeg sidste år kom på tredjepladsen, men det er stadig ret fedt," siger hun.

Ridning siden hun var syv

Caroline Nielsen har gået til ridning, siden hun var syv år gammel. Først gik hun på Hillerød Sportsrideklubs rideskole, så fik hun sin første pony, som hun red to jagtsæsoner på, og nu på ponyen Anbally Girl, som hun har haft i halvandet år, og som hun vandt Hubertisjagten med . Det er en grå connemara-pony, som familien har været i Irland for at købe.

Ponyen er opstaldet på Toftegaarden i Fredensborg, men hun får springundervisning på Hillerød Sportsrideklub og deltager også i springstævner.

Hygge på jagter

Det er stort set kun på selve Hubertus-jagten, at der også er et konkurrenceelement. På årets øvrige jagter handler det for rytterne om at gennemføre jagten, ride en god tur sammen, spise slik, blive lidt beskidte - og ponyrytterne hygger sig rigtig meget sammen.

For at deltage skal man have en pony, der er glad for at springe naturspring med stammer, grene og lidt vand hist og her, og for at ride sammen med andre heste. Springene er typisk 80-90 centimeter høje, men kan både være lidt højere og lavere. Ponyrytterne bliver altid ledt af en voksen for- og bagmaster.

Publiceret 14 November 2019 07:00