Tag en test i Hillerød til Verdens Diabetesdag
Diabetesforeningen inviterer alle til at tage en test for at forebygge type 2-diabetes
sundhed Over 500 i Hillerød Kommune har type 2-diabetes uden at vide det. Det mener Diabetesforeningen, som opfordrer alle til at lade sig teste til Verdens Diabetesdag torsdag den 14. november.
Hvis man kender sin risiko for type 2-diabetes, er der nemlig meget, man kan gøre for at forebygge sygdommen. I Hillerød Kommune har 1.725 allerede diagnosen type 2-diabetes, og Diabetesforeningen skønner, at 2.588 mennesker har prædiabetes, som betyder, at de har meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Rundt omkring i landet vil der være arrangementer, hvor man kan tage risikotesten og få råd og vejledning. I Hillerød Kommune foregår det på Frederiksborg Apotek, Slotsgade 26, kl. 15-17, Kroneapoteket, Helsingørsgade 10, kl. 10-12, Slotsarkaderne Shoppingcenter, foran butik “Glitter”, kl. 10-18 og Ullerød Apotek, Frederiksværksgade 115, kl. 12-14.
Færreste opdager det i tide
Type-2 diabetes udvikler sig som regel langsomt, og derfor opdager de færreste sygdommen i tide.
"Type 2-diabetes er en alvorlig sygdom, som på længere sigt kan medføre amputationer eller livstruende følgesygdomme som blodpropper og nyresvigt. Men ved at opdage type 2-diabetes i tide kan man forebygge de farlige følgesygdomme," lyder det fra Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo.
Flere opsøgte lægen bagefter
Hvert år til Verdens Diabetesdag den 14. november sætter Diabetesforeningen fokus på tidlig opsporing af type 2-diabetes. I forbindelse med sidste års kampagne tog flere end 30.000 danskere Diabetesforeningens risikotest, og flere end halvdelen af dem blev anbefalet at søge læge på grund af høj risiko for type 2-diabetes. Den høje risiko er overraskende for mange, fordi type 2-diabetes typisk udvikler sig så langsomt, at mange ikke mærker det.
Diabetesforeningen håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at tage en risikotest. Risikotesten består af syv simple spørgsmål, som placerer folk i en risikogruppe. Testen er udviklet af forskere på Diabetes Research Centre på Leicester Universitet i England.
Arrangementerne foregår i samarbejde mellem Diabetesforeningens mange lokalforeninger, apoteker, fitnesscentre og kommunale sundhedscentre.
Du kan allerede nu tage risikotesten på www.diabetes.dk/testdigselv. På Diabetesforeningens hjemmeside kan du læse om, hvordan du kan forebygge eller leve godt med type 2-diabetes.
Publiceret 10 November 2019 16:00