Solobasunist Keld Jørgensen fra Nødebo fejrer selvfølgelig sin 75 års fødselsdag med en koncert. Privatfoto

Solobasunist Keld Jørgensen fra Nødebo fejrer selvfølgelig sin 75 års fødselsdag med en koncert. Privatfoto

Solobasunist runder de 75 år

Basunist Keld Jørgensen fra Nødebo runder de 75 år

navne Solobasunist Keld Jørgensen, som bor i Nødebo, fylder 75 år lørdag 16. november.

Keld Jørgensen søgte - takket være en musikalsk opvækst i de talrige brass bands i 50'ernes Frelsens Hær, hvor forældrene var officerer, som 15-årig ind på konservatoriet i Aarhus og siden i København med den legendariske Palmer Traulsen som hovedfagslærer. Han gik til konkurrence om pladser i Slevigske Fodregiments Musikkorps og Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og det resulterede i en professionel karrierestart som 18-årig og tre år i Kong Frederik den 9.s klæ’r - og i forreste geled på Vagtparaden.

Imidlertid søgte Keld Jørgensen symfoniske græsgange – og vandt efter konkurrence i 1966 en plads i Aarhus Symfoniorkester (dengang Århus By-Orkester). Det blev til 10 år i Smilets By, heraf tre år som formand for musikerne, hvorefter Det Kongelig Kapel kaldte i 1976.

Efter 32 år i Kapellet var pensioneringen en kendsgerning, men absolut ikke en karriereafslutning. Thi orkesteraktiviteter og ensembleopgaver er stadig en kær sysselsætning for den nu 75-årige entusiast og ildsjæl. Kirkekoncerter, skolekoncerter og turnéer med Royal Danish Brass har en central plads i kalenderen – og de sidste fem års ’Sommerkoncertturné på cykel’, Brass on Bikes, er en begivenhed, hvor de yngre kolleger stiller op til otte koncerter og i alt 350 km på cykel mellem koncertstederne, som det var tilfældet i den forgangne sommer.

Udover musikken anvender Keld Jørgensen sin tid i det fri, især på racercykel (ca. 9000 km om året) med kammeraterne i CC Hillerød.

Fødselsdagen bliver højtideligholdt med hustruen gennem 55 år, Kirsten, - og naturligvis de fire børn, de fire svigerbørn, de 14 børnebørn og det lille oldebarn på to år. Men – på selve dagen står der naturligvis musik på programmet – en koncert i Emmauskirken på Frederiksberg med fire kolleger.

Keld Jørgensen blev for sin indsats i dansk musikliv i 2005 dekoreret med Dannebrogordenens ridderkors af 1. grad.

Publiceret 10 November 2019 04:00