Jonathan Schacht Halling Nielsen, som tidligere har siddet i byrådet for Liberal Alliance, har meldt sig ind i det nye parti Fremad. Arkivfoto

Jonathan Schacht Halling Nielsen, som tidligere har siddet i byrådet for Liberal Alliance, har meldt sig ind i det nye parti Fremad. Arkivfoto

Tidligere byrådsmedlem melder sig ind i Fremad

Jonathan Schacht Halling Nielsen, som sad i byrådet for Liberal Alliance og var særlig rådgiver for indenrigsministeren, er nu medlem af partiet Fremad

Af
Mette Dolmer Thygesen

politik Det tidligere byrådsmedlem Jonathan Schacht Halling Nielsen er blevet medlem af det nye parti Fremad.

Jonathan Schacht Halling Nielsen, som bor i Hillerød, meldte sig for nylig ud af Liberal Alliance - og blev medlem af det nye parti Fremad allerede torsdag morgen, da folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille sammen med tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance, Christina Egelund, præsenterede det nye parti.

"Da jeg meldte mig ud af Liberal Alliance, blev jeg jo partiløs, og der er svært for sådan et politisk menneske som mig ikke at få afløb for alle de politiske ambitioner, jeg har, både på byens og landets vegne. Jeg har savnet et sted, hvor jeg kunne være liberal, både i den økonomiske politik og i værdipolitikken - og det har jeg fundet her," siger han til Hillerød Posten.

Tid til overveje kandidatur

Jonathan Schacht Halling Nielsen sad i Hillerød Byråd for Liberal Alliance fra 2013 frem til 2016, hvor han trak sig fra byrådet for at blive særlig rådgiver netop Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som blev udnævnt til økonomi- og indenrigsminister i den daværende regering. Han har siddet i bestyrelsen for Liberal Alliance i Hillerød og i storkredsbestyrelsen, har været folketingskandidat for LA i Nordsjælland og sekretær for vedtægtsudvalget med meget mere.

Jonathan Schacht Halling Nielsen kalder sig en god af Simon Emil Ammitzbøll-Billes nye parti Fremad og har nu meldt sig ind. Arkivfoto

Jonathan Schacht Halling Nielsen kalder sig en god af Simon Emil Ammitzbøll-Billes nye parti Fremad og har nu meldt sig ind. Arkivfoto

Hvor meget han vil involvere sig yderligere i det nye parti Fremad, er endnu usikkert:

"Jeg har jo nogle ambitioner på landets og byens vegne, så på den måde kommer jeg til at blande mig i politik. Men om jeg bliver kandidat igen og i så fald hvornår, har jeg ikke taget stilling til endnu. Der er jo lang tid til både næste folketings- og kommunalvalg, så der er noget tid til at overveje den slags. Så jeg udelukker ikke, at jeg bliver kandidat, men det kommer ikke til at ske lige nu," siger han.

God ven af projektet

Jonathan Schacht Halling Nielsen kalder sig ikke medstifter af partiet - men en god ven af projektet:

"Simon og jeg kender hinanden rigtig godt, og jeg har da talt med ham i processen, da det stod klart, at det var den vej, han ville gå. Jeg har tilbudt at bistå, som gode venner nu engang bistår. Jeg har ikke taget en kasket på i forhold til partiet, for mit primære fokus lige nu er mit nye job, som er forholdsvis krævende, og jeg vil gerne bruge mit krudt på at gøre det godt. Så det er der, mit primære fokus ligger," siger den nyudnævnte fagpolitiske chef i DVCA - brancheorganisationen for venture- og kapitalfonde samt business angels.

Det nye parti Fremads fem mærkesager er en fair og fast udlændingepolitik, at tage klimaudfordringerne alvorligt, at være en stærk europæisk stemme, at arbejde for et økonomisk konkurrencedygtigt Danmark samt frihed til forskellighed. Nu skal det nye parti ud at samle de nødvendige flere end 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget, så de kan stille op til folketinget.

"Det er helt alfa og omega, at partiet kommer på plads med det, så det er deres første store opgave," siger Jonathan Schacht Halling Nielsen og mener, at der er en plads til det nye parti i dansk politik:

"Når man kigger ud over det politiske landskab, så er der en sygdom i blå blok, at der ikke er nogen, der kombinerer det at være liberal med værdipolitikken. Det har man både set i Liberal Alliance og i Venstres valg af formandsskab. Så jeg mener, der er plads til lige præcis den holdningskombination. Lige på det punkt er der ikke et andet sted, borgerlige vælgere kan gå hen," siger han.

Publiceret 08 November 2019 18:00