Regionsrådet i Hovedstaden sætter 500 kroner af til lokalbanerne. Arkivfoto: Mdt

Regionsrådet i Hovedstaden sætter 500 kroner af til lokalbanerne. Arkivfoto: Mdt

Regionsrådet sætter en halv milliard kroner af til lokalbanerne

Lokaltog - og baner skal vedligeholdes for 500 millioner kroner frem mod 2026, har regionsrådet besluttet

transport Skinner, broer og signalanlæg på lokalbanerne skal renoveres, overkørsler skal sikres, og der skal nye tog til Nærumbanen.

Det mener politikerne i regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor de forleden godkendte årets budget. Her sætter de 500 millioner kroner af til at forny de slidte lokalbaner frem mod 2026.

"Vi er enige om at prioritere vedligehold af vores lokalbaner, som er rygraden i den kollektive infrastruktur i Nordsjælland. Lokalbanerne står i disse år over for særlige udfordringer på grund af slid og trænger til at blive fornyet," står der i budgetaftalen.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig:

"Hovedstadsregionen skal være en ansvarsfuld, grøn og innovativ metropol med høj vækst og livskvalitet i en verden i hastig forandring. Det skal være nemt at komme rundt i regionen med grønne og moderne kollektive transportmuligheder. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi tager et fælles ansvar for at modernisere lokalbanerne," udtaler hun i en pressemeddelelse.

Count-down til næste bus

Politikerne sætter også ind på at styrke den kollektive trafik ved at sætte penge af til analyser og anlæg, der skal give gode betingelser for at kombinere cykel med tog og bus. Informationen ved de regionale bussers stoppesteder blive også styrket ved at investere i countdown-moduler, der fortæller, hvornår den næste bus kommer.

Lokalbanerne kører blandt andet mellem Hillerød og Hundested (Frederiksværkbanen), mellem Hillerød og Helsingør (Lille Nord) og mellem Hillerød, Gilleje og Helsingør/Tisvildeleje (Gribskov- og Hornbækbanen). På disse tre strækninger køres med tog, som blev bygget i Tyskland og sat ind i 2006-2007. Nærumbanens tog er omkring 20 år gamle.

Mdt

Publiceret 08 November 2019 06:00