Danseprojektet har skabt glæde, givet god motion og været med til at øge livskvaliteten for de parkinsonramte og deres pårørende, fortæller foreningen. Pressefoto: Johan Ask Pape på vegne af Parkinsonforeningen

Danseprojektet har skabt glæde, givet god motion og været med til at øge livskvaliteten for de parkinsonramte og deres pårørende, fortæller foreningen. Pressefoto: Johan Ask Pape på vegne af Parkinsonforeningen

Luftguitar og line dance: Danseprojekt gennem tre år kulminerede i Frederiksborgcentret

172 deltagere dansede sig til motion og livskvalitet med Parkinsonforeningen i lørdags - blandt andet med luftguitardans

dans 172 havde "en kanon dansefest" i Frederiksborgcentret lørdag 2. november, fortæller Preben Carøe, som er formand for Parkinsonforeningens Nordsjællandskreds.

Her blev det treårige danseprojekt 'Dans med Parkinson' nemlig afsluttet i Hillerød, og de 172 deltagere dansede sig glade gennem eftermiddagen under kyndig vejledning af foreningens instruktører.

I løbet af eftermiddagen blev deltagerne blandt andet ført igennem en helt ny luftguitardans til rock'n'roll klassikeren Hippy Hippy Shakes, der var koreograferet særligt til dansefesten. Derudover var der fællessang, oplæsning af digte og Line Dance, og dagen blev rundet af med Ballroom Dancing.

Festen markerede, at titusindvis af timer med dans og smil har skabt glæde, givet god motion og været med til at øge livskvaliteten for de parkinsonramte og deres pårørende, og samtidig sat denne ofte oversete sygdomsgruppe på dagsordenen. Projektet har kørt hele hovedstadsregionen i de tre år, så samtidig med dansefesten i Hillerød blev der afholdt tilsvarende dansefester syv andre steder rundt omkring i landet fra Hjørring til Bornholm.

Dansefesten i Hillerød blev arrangeret i et tæt samarbejde mellem de tre kredse København /Frederiksberg, Storkøbenhavn og Nordsjælland.

Dans hjælper

'Dans med Parkinson', som gennemføres med støtte fra TrygFonden, er baseret på internationale og nationale undersøgelser, der viser, at parkinsonramte får det bedre fysisk, mentalt og socialt, når de danser regelmæssigt. Eksempelvis oplever de parkinsonramte forbedringer i forhold til stivhed, stabilitet, bevægelse i hænder samt ansigtsudtryk.

172 deltog i en stor dansefest i Frederiksborgcentret. Pressefoto: Johan Ask Pape på vegne af Parkinsonforeningen

172 deltog i en stor dansefest i Frederiksborgcentret. Pressefoto: Johan Ask Pape på vegne af Parkinsonforeningen

”Vores erfaringer fra Dans med Parkinson understøtter forskningen på området. Vi har igennem de sidste tre år oplevet, at dans har en række positive effekter på det sociale liv, på sundheden og på mobiliteten for de parkinsonramte. Dansen gør dem ganske enkelt bedre i stand til at udføre hverdagsaktiviteter, giver energi og spreder glæde. Det gavner ikke kun de parkinsonramte, men også deres pårørende. Nok afslutter vi projektet i år, men det bliver helt sikkert ikke den sidste svingom,” udtaler landsformand for Parkinsonforeningen Michael Buksti i en pressemeddelse.

Som en del af projektet har Parkinsonforeningen uddannet 130 danseinstruktører, der har været tilknyttet forskellige kredse.

Mdt

Parkinson

  • Har følgende hovedsymptomer: Rysten, muskelstivhed og langsomme træge bevægelser
  • Er en neurologisk lidelse forårsaget af, at der ikke produceres nok dopamin i hjernen. Der er for lidt signalstof til at fortælle kroppen, hvordan den skal bevæge sig. Men Parkinson er også et stort kompleks af fysiske og psykiske symptomer, begrænsninger og følgevirkninger. Parkinsonpatienter kan således leve med alt fra rysten, langsommelighed og stivhed til søvnforstyrrelser, kognitive symptomer og depression.
  • Gennemsnitsalderen, når diagnosen bliver stillet, er 61 år, men sygdommen optræder dog også hos yngre personer helt ned i slutningen af 20’erne.
  • Kan på nuværende tidspunkt ikke helbredes, men ved et optimalt behandlingsforløb kan langt de fleste personer forvente en høj grad af symptomdæmpning og et livsforløb, som ikke bliver kortere på grund af sygdommen.

Publiceret 08 November 2019 17:00