45-årige Mikkel Svenstrup tiltræder som ny investeringsdirektør i ATP 1. marts 2020. Pressefoto

45-årige Mikkel Svenstrup tiltræder som ny investeringsdirektør i ATP 1. marts 2020. Pressefoto

ATP ansætter ny investeringsdirektør

Mikkel Svenstrup skal være med til at forvalte over 900 mia. kr.

navne ATP udnævner Mikkel Svenstrup som ny investeringsdirektør og medlem af ATP's koncernledelse med tiltrædelse 1. marts 2020.

ATP-koncernen, der har hovedsæde i Kongens Vænge i Hillerød, forvalter over 900 mia. kr. af danskernes pensionsmidler.

45-årige Mikkel Svenstrup kommer fra en stilling som investeringsdirektør i P+, der er administrationsfællesskab for pensionskasserne JØP og DIP, hvor han har været de sidste tre år.

Lave forventede afkast

"Vi kigger ind i en verden med lave forventede afkast og stigende udsving i markederne, og derfor er det helt afgørende, at vi investerings- og risikomæssigt har de allerstærkeste kompetencer. Vi har været igennem en grundig rekrutteringsproces, og Mikkel Svenstrup har både fagligt og menneskeligt, hvad der kræves for at bestride jobbet som investeringsdirektør i ATP," siger Bo Foged i en pressemeddelelse fra ATP.

Mikkel Svenstrup er cand.scient.oecon og har en ph.d. i finansiering fra Aarhus Universitet. Før P+ havde han ledende stillinger i bl.a. Nordea, UBS Investment Bank og Barclays Capital, alle steder med fokus på rådgivning og salg til institutionelle investorer i hele Skandinavien.

"Først og fremmest glæder jeg mig til at blive en del af det stærke ledelsesteam i ATP. Jeg er stolt og beæret over at skulle lede en investeringsafdeling, der igennem mange år er blevet anerkendt som en af de bedste i Europa. Jeg ser frem til at bidrage med at løfte ATP's samfundsansvar, herunder også arbejdet med at videreudvikle ATP's forretningsmodel," udtaler Mikkel Svenstrup i pressemeddelelsen.

jesl

Publiceret 08 November 2019 17:00