Mastodonterne får nu hjælp af en arbejdsgruppe, som vil sikre, at teaterforeningen kan bygge et nyt hus i Hillerød. Arkivfoto

Mastodonterne får nu hjælp af en arbejdsgruppe, som vil sikre, at teaterforeningen kan bygge et nyt hus i Hillerød. Arkivfoto

Støtte til teaterforening: Gruppe vil rejse penge til nyt hus

Kommunen har fundet en grund, hvor Mastodonterne kan bygge nyt hus. Arbejdsgruppe vil kæmpe for at finde pengene til det

Af
Mette Dolmer Thygesen

budget Teaterforeningen Mastodonterne er en af dem, der kan juble over årets budgetforlig. For det første satte politikerne penge af til at sikre foreningens husleje i tre år på deres nuværende, nye lokaler på Milnersvej 43 - og for det andet har Hillerød Kommune fundet en grund, hvor teaterforeningen kan bygge et nyt hus ved rundkørslen for enden af Milnersvej.

"Vi er sindssygt glade for, at vi nu får husleje i tre år. Det giver os ro til at være her, hvor vi nu har fået indrettet os med både nyt gulv, lys, kostumer og alt det andet," siger Mastodonternes formand Steen Lünell til Hillerød Posten.

Stor velvilje

Han betegner også det, at kommunen har fundet en grund til Mastodonternes kommende hus som "et meget stort skridt".

"Det betyder, at kommunen er velvillig over for Mastodonterne og alt det, vi gør i byen. Vi har masser af forestillinger - både store og kæmpestore; vi optræder til diverse arrangementer; og nu er vi sågar også inde i Nordsjælland Håndbolds maskot. Så vi er spændt hårdt for med alt det, vi er gode til, og så er det rigtig godt, hvis nogen vil hjælpe os med alt det andet med at sikre os et sted at være," siger han.

Steen Lünell modtog sidste år Hillerød Kommunes kulturpris af kulturudvalgsformand Rikke Macholm. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Steen Lünell modtog sidste år Hillerød Kommunes kulturpris af kulturudvalgsformand Rikke Macholm. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

I budgetforliget for 2020-2023 understreger politikerne, at Mastodonterne er et stort aktiv for kommunen, og at det er vigtigt, at gruppen fortsat får tilholdssted i kommunen. De vil hjælpe Mastodonterne til at søge finansiering ved at stille grunden for enden af Milnersvej til rådighed. Gruppen kan altså bygge et nyt hus med plads til øvelokaler, rekvisitter, scenografi, kostumer og så videre på grunden, som har været til salg længe - altså uden at nogen har købt den. Der er også god plads til en ny parkeringsplads, som kan anvendes af så vel Mastodonter som andre, skriver politikerne i forliget.

Mastodonterne er super vigtige at have i byen. De er med til at skabe kulturlivet og til at sætte Hillerød på landkortet

Mastodonterne holdt tidligere til på Smørkildevej, men her skal bydelen Favrholm udvikles med det nye hospital.

Steen Lünell glæder sig over, at Mastodonterne er sikret tre år på Milnersvej:

"Men vi bor kun til leje, så det kan være, at vi pludselig om tre år, når lejekontrakten udløber, står uden tag over hovedet - og at vi så måske har tre måneder til at finde noget andet. Og hvor skal vi så være? Vi fylder altså ret meget, for vi er en kæmpe forening med rekvisitter, kostumer og 80 mand på scenen. Vi kan ikke bare øve i en dagligstue," siger han.

"Super vigtige"

Udover at kommunen nu har fundet en grund til Mastodonterne - så er der allerede nu nedsat en arbejdsgruppe med adskillige ildsjæle fra både erhvervs- og kulturlivet, som vil forsøge at finde pengene til at bygge Mastodonternes hus for. En af dem er Frederiksborgcentrets direktør Carsten Larsen:

"Vi synes, Mastodonterne er super vigtige at have i byen. De er med til at skabe kulturlivet og til at sætte Hillerød på landkortet. Foreningen består af en helt masse frivillige, blandt andre unge, som gerne gør en indsats for Hillerød. Vi har valgt at nedsætte en arbejdsgruppe, for at Mastodonterne kan få ro til at gøre det, de er gode til, nemlig underholdning, teater og musicals - og så kan vi finde nogle andre, som er gode til at skrive fondsansøgninger og alt det andet, der skal til for, at vi kan få det til at hænge sammen," siger han.

Også kommunen deltager aktivt i arbejdsgruppen, siger Carsten Larsen.

"Mastodonterne har har brugt en masse tid og kræfter på at flytte til deres nye lokaler, og de skal flytte derfra igen om tre år. Så hvis vi ikke har fundet noget permanent til dem inden da, risikerer vi, at de skal flytte igen. Mastodonterne har brug for ro," siger Carsten Larsen, som mener, at det kan lade sig gøre at skaffe pengene til huset.

Begejstret formand

Steen Lünell er begejstret over, at gruppen vil støtte teaterforeningen:

"Det er fantastisk, at nogle dygtige mennesker i Hillerød vil kæmpe for, at Mastodonterne har en fremtid i Hillerød. De har dannet gruppen for at sørge for, at vi får vores eget hus og får arbejdsro og fred til at gøre det, vi er gode til," siger han og mener, at meget kan lade sig gøre, når man står sammen om det:

Det er fantastisk, at nogle dygtige mennesker i Hillerød vil kæmpe for, at Mastodonterne har en fremtid i Hillerød

"Se bare, hvordan man har fået bygget Royal Stage. Vores hus bliver selvfølgelig ikke i den størrelsesorden - men når det kan lade sig gøre at bygge den, så kan man også bygge et Masto-hus," siger han.

Mastodonternes kommende forestillinger er 'Jul på slottet', som opføres i FrederiksborgCentret 30. november-9. december, og Gummi T, som kan ses i Royal Stage 14.-23. februar 2020.

Mastodonterne står for at spille nisser i Den Levende Julekalender, som hvert år i december sørger for daglig underholdning til store og små. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Mastodonterne står for at spille nisser i Den Levende Julekalender, som hvert år i december sørger for daglig underholdning til store og små. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Publiceret 06 November 2019 06:00