Det er en kæmpe lastbil, som i den kommende tid modtager akutpatienterne på Hillerød Hospital. Pressefoto

Det er en kæmpe lastbil, som i den kommende tid modtager akutpatienterne på Hillerød Hospital. Pressefoto

Akutpatienter skal behandles i monsterlastbil

Nordsjællands Hospital bygger om, og de kommende par måneder modtages og behandles akutpatienter derfor i en stor gul lastbil

Af
Niels Idskov

lastbil Det nye Nordsjællands Hospital i Hillerød står færdig i 2024, men det står ikke i vejen for ændringer og ombygninger på det nuværende hospital i den østlige ende af byen.

Således står der for tiden en kæmpemæssig stor gul lastbil lige foran skadestuen, der vender ud mod Bakkedraget. Lastbilen, der er 16,5 meter lang, fire meter høj og vejer 30 tons, fylder henover seks parkeringspladser foran skadestuen, og den kan håndtere hele 40 patienter på én gang.

Region Hovedstadens særlige akutberedskabsvogn skal således i de kommende to til tre måneder fungere som behandlingsplads, mens hospitalets aktumodtagelse bliver renoveret. Akutvognen er landets største rullende hospital, og den er den første af sin slags i Nordeuropa.

Af hensyn til patientflow

Hospitalets kommunikationsafdeling fortæller, at lastbilen har stået på stedet siden 30. oktober.

Det er et rum med plads såkaldte 'fast track-patienter', der skal bygges om med henblik på at huse medicinske patienter. Oveni bygges der et kontor om til 'fast track-patienterne' - det er patienter med mindre skader - som altså den kommende tid hører hjemme i akutberedskabsvognen.

Det er hensynet til at få det rette patientflow, der sætter dagsorden for omjusteringerne. Det skyldes, at der er stort run på akutområdet, forklarer Leif Berner Hansen, der er ledende overlæge på Ortopædkirurgisk afdeling på hospitalet.

En del af terrorberedskabet

Selv om et nyt sygehus står klar om godt fire år, har det været nødvendigt med ombygningen, og der er i øvrigt gennem flere år sket flere ombygninger på hospitalet.

Der knytter sig det særlige til akutvognen, at den er den ene af to mobile behandlingspladser, og de er faktisk indkøbt af Region Hovedstaden som en del af terrorberedskabet i regionen.

Det øgede trusselsbillede i Europa har fået Regionsrådet til at foretage denne investering til i alt 6,5 mio. kr. for de to lastbiler inklusive udstyr for det tilfælde, at der skulle ske mange tilskadekomster på én gang.

Publiceret 06 November 2019 10:00