Antallet af tomme butikslokaler i Hillerød er næsten halveret på lidt over et år. Arkivfoto

Antallet af tomme butikslokaler i Hillerød er næsten halveret på lidt over et år. Arkivfoto

Færre tomme butikslokaler i Hillerød

Hillerød er blevet en populær by at åbne butik i

Af
Martin Warming

handel Mens mange byer har problemer med at leje tomme butikslokaler ud, så går det den stik modsatte vej i Hillerød.

Her er antallet af tomme butikslokaler næsten halveret på et år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk.

I starten af 2018 var der 19 butikslokaler udbudt til leje i Hillerød, og i 3. kvartal i år var det tal faldet til 10 butikslokaler - altså næsten en halvering - viser tallene fra Ejendomstorvet.dk.

Der er flere forklaringer på den positive udvikling i Hillerød, mener Tanja Bach, der er erhvervsmægler hos Nordicals Nordsjælland.

"Jeg tror, at mange udlejere er blevet mere realistiske i forhold til huslejen, og derudover er mange udlejere også blevet mere fleksible i forhold til at dele større lejemål op i mindre lejemål, så de bliver mere overskuelige Det er svært at finde lejere til de store lejemål, men ham eller hende, der vil åbne en mindre butik, er der flere af," fortæller Tanja Bach.

Attraktiv by

Og så handler det også om, at Hillerød er en attraktiv by, mener Tanja Bach.

"Hillerød er en populær by og en by i vækst. Der flytter flere og flere folk til, hvilket betyder, at der kommer et større kundeflow i gaderne, og det er selvfølgelig også noget, man kigger på, når man står og overvejer, hvor man skal åbne sin butik," siger hun.

I mange andre byer laver man lejemålene om til boliger, men det kan man ikke i Hillerød, da lokalplanerne som udgangspunkt forhindrer det.

Godt samarbejde

Hos Hillerød Byforum glæder direktør Erik Helmer Pedersen sig selvfølgelig også over tallene.

"Der er via Hillerød Byforum en rigtig god dialog og et godt samarbejde mellem ejendomsejere, butikker, kulturliv, ejendomsmæglere og kommunen i Hillerød, og det tror jeg er rigtig vigtigt, hvis man vil have en stærk og sund bykerne med et rigt butiksliv. Der er samtidig stor fokus på Hillerød i disse år, og der bliver skrevet meget om Hillerød rundt omkring i landet, og byen er blevet en magnet, hvor det er blevet attraktivt at etablere sig. Jeg er sikker på, at den tendens vil fortsætte i fremtiden i takt med, at byen vokser," siger Erik Helmer Pedersen.

"Jeg er også helt sikker på, at de mange arrangementer, som Hillerød kan byde på i løbet af året - aftenåbninger, koncerter, byfest og så videre - har en positiv effekt. Vi ved dog, at butiksudvalget til de unge halter en lille smule, men vi har i Hillerød Byforum en ønskeliste på omkring 20 butikker eller kæder, som vi rigtig gerne vil have til byen, og det arbejder vi på," fortæller Erik Helmer Pedersen.

Selv om der mangler lidt for de unge, så er Hillerød tilsyneladende også en populær by blandt dem.

"Vi har fået lavet en undersøgelse i samarbejde med Scandinavian Retail Institute , der viser, at de unge faktisk også er meget glade for Hillerød. De mener, at det er en 'up coming'-by, der er på vej frem," tilføjer Erik Helmer Pedersen.

Tal fra Ejendomstorvet.dk viser samtidig, at lejeprisen per kvm er steget med 5 procent i Nordsjælland. På landsplan er prisen steget med 14 procent.

Publiceret 22 October 2019 05:00