Trafiksimuleringsmodellen skal være med til at forudsige, hvordan trafikken vil udvikle sig i forbindelse med eksempelvis vejarbejder som her på Holmegårdsvej. Foto: Martin Warming

Trafiksimuleringsmodellen skal være med til at forudsige, hvordan trafikken vil udvikle sig i forbindelse med eksempelvis vejarbejder som her på Holmegårdsvej. Foto: Martin Warming

Computerprogram skal spå om fremtidens trafik

Politikerne har sat penge af til et computerprogram, der skal være med til at foudsige, hvordan trafikken i Hillerød vil udvikle sig

Af
Martin Warming

trafik Hvordan bliver trafikken i Hillerød i fremtiden?

Det er som bekendt altid svært at spå om fremtiden, men et computerprogram, som Hillerød Kommune vil anskaffe sig, skal nu være med til at forudsige trafikudviklingen i Hillerød.

Kommunen vil nemlig bruge en halv million kroner på en trafiksimuleringsmodel, der skal være med til at forudsige, hvordan trafikken vil udvikle sig i takt med, at nye byområder og bydele skyder op rundt omkring i kommunen.

"Vi ønsker at blive bedre til at forudsige udviklingen i trafikken, når vi laver byudvikling og foretager ændringer i vejnettet i øvrigt. Derfor anskaffer vi os en trafiksimuleringsmodel," står der i den budgetaftale, som 26 ud af 27 byrådsmedlemmer underskrev forleden.

Stille krav til bygherrer

Med den nye trafiksimuleringsmodel håber politikerne altså, at kommunen i fremtiden kan blive bedre til at spå om mulige fremtidige trafikpropper og flaskehalse i trafikken.

"Det er et værktøj, der skal være med til at forudsige, hvilken konsekvenser, det vil få for trafikken, og hvordan fremkommeligheden på vejene bliver påvirket, når der bliver bygget nyt, eller vi eksempelvis skal i gang med et større vejarbejde," fortæller John Kristiansen, der er projektleder i Trafik, Vej og Park i Hillerød Kommune.

"Så har vi også mulighed for på et tidligt tidspunkt at stille nogle krav til en bygherre, hvis de skal være med til at betale for nogle ændringer eller omlægninger af vejnettet," tilføjer han.

"Set ud fra trafikplanmæssigt synspunkt er det en rigtig god ide, at vi køber en trafiksimuleringsmodel, fordi der sker utrolig meget i Hillerød i øjeblikket. Vi er jo inde i en enorm vækst, og der er ikke noget, der tyder på, at det stilner af foreløbig, så det er noget, vi vil få stor glæde af," mener John Kristiansen.

Publiceret 15 October 2019 15:00