Sarah Mahfoud. Foto: Jan Stephan

Sarah Mahfoud. Foto: Jan Stephan

Se billederne: Næsten 200 boksekampe afviklet med succes i weekenden

Hillerøds bokseklub er meget tilfredse med weekendens stævne, HSK Box Cup, hvor Sarah Mahfoud sejrede i sin VM-testkamp, og klubben hev fire guldmedaljer i hus

Af
Mette Dolmer Thygesen

Bokseklubben i Hillerød, Hillerød Sports Klub, er rigtig godt tilfredse ovenpå weekendens boksestævne i Frederiksborgcentret, hvor 375 boksere fra 10 lande mødtes til i alt 192 boksekampe.

"Det gik rigtig godt. Vores boksere klarede det godt, og hele arrangementet forløb gnidningsløst og uden problemer. Og der var en rigtig god stemning, også blandt publikum," siger Steen F. Sørensen, som er turneringsansvarlig og formand for HSK, til Hillerød Posten.

Se billeder fra stævnet her i galleriet:

Han glæder sig over, hvor godt alle de frivillige hjælpere fik det hele til at glide og knoklede hele weekenden. Og han glæder sig over, at der kun var én knockout i de 192 kampe:

"Stævnet var en kæmpe succes, og vi fik matchet bokserne rigtig godt. Når der kun var én knockout, betyder det, at vi tog hånd om alle boksere og var omhyggelige med at matche dem godt. Vi vil sikre, at alle boksere møder jævnbyrdige modstandere, og det kan sagtens blive en dramatisk kamp, uden at nogen kommer ned og ligge på ryggen. Så det er et kvalitetsstempel i min optik," siger Steen F. Sørensen, som sad hele natten til lørdag sammen med to-tre andre efter indvejningen fredag og matchede de mange boksere.

Fuldt hus lørdag

Klubben havde som noget nyt i år arrangeret professionelle kampe lørdag aften med de danske boksere Sarah Mahfoud, Oliver Meng og Ditlev Rossing. De tre vandt alle deres kampe.

"Frederiksborgcentret var fyldt til bristepunktet, og der var rigtig god stemning. Jeg tror kun, der var 50 ledige pladser ledige, og omkring 1.000 publikummer var mødt op. Så det var super fedt," siger Steen F. Sørensen, som især glæder sig over, at Sarah Mahfoud, som bokser i Hillerød-klubben, vandt sin kamp.

Den 30-årige fjervægter boksede mod 37-årige Enerolisa De Leon fra Den Dominikanske Republik i en særlig VM-test, inden Sarah Mahfoud skal bokse VM-kamp senere på året. Sarah Mahfoud vandt i sidste ende kampen sikkert med samtlige dommerstemmer.

"Enerolisa De Leon var god - og en hård modstander. Men Sarah gjorde det godt og kom igennem uden at komme rigtig til skade. Hun fik én på øjet, men hun kommer igennem uden de store mén, og det er det vigtigste for os. Nu kan hun forhåbentlig snart bokse sin titelkamp," siger Steen F. Sørensen, som håber, at kampen bliver bokset i Hillerød.

Guld til hillerødboksere

Der var fem boksere fra Hillerød Sports Klub i kamp til weekendens stævne, og de klarede det alle rigtig godt, fortæller Steen F. Sørensen.

Sofie Rosshaug, Elisabeth Søndergaard-Nielsen, Aleksandar Andrejevic og Mathias Rainer vandt alle guld, mens Jakob Jønsson vandt sølv - men var meget tæt på guld, fortæller Steen F. Sørensen.

HSK Box Cup er arrangeret af den lokale bokseklub Hillerød Sports Klub. Foto: Martin Warming

HSK Box Cup er arrangeret af den lokale bokseklub Hillerød Sports Klub. Foto: Martin Warming

Publiceret 14 October 2019 17:00