Horror walken vender tilbage fredag 18. oktober. Arkivfoto: Martin Warming

Horror walken vender tilbage fredag 18. oktober. Arkivfoto: Martin Warming

Zombier og vampyrer hærger igen bymidten

Fredag 18. oktober arrangeres for tredje gang Horror Walk

Sidste år tiltrak Hillerød Horror Walk 2.500 deltagere, så det er en succes, man i Hillerød ByForum er enig om at udvikle videre på og gøre til et nyt aktiv for Hillerød.

Det foregår fredag aften i efterårsferien, når mørket falder på, og Torvet, Slotsgade, Søstien og Posen fyldes med skræmmende spøgelser, vampyrer, zombier og andre uhyggelige skabninger.

Kraniekast på Torvet

"Det er gratis at deltage, men det kan være, det koster i form af efterfølgende mareridt, så det er på eget ansvar," lyder det fra eventkoordinator Frederik Frost i en pressemeddelelse fra C4/Hillerød ByForum.

Der var masse af mennesker på Torvet til sidste års Horror Walk. Pressefoto

Der var masse af mennesker på Torvet til sidste års Horror Walk. Pressefoto

Allerede om eftermiddagen vil der være aktiviteter på Torvet til at skabe den nødvendige, uhyggelige stemning.

Kl. 14-18 kan man prøve bl.a. kraniekast, nerfskydning og en uhyggelig fiskedam. Det er butikkerne Rodes og Kop & Kande, der er initiativtagere til Hillerød Horror Walk, og Hillerød ByForum er arrangør.

Klam tur på Søstien

Kl. 18.30 bliver der uddelt fakler, og de første modige deltagere bliver sendt af sted.

Ligesom sidste år er der en ekstra klam og uhyggelig rute på Søstien, som ikke er for sarte sjæle.

Her bliver der ikke sparet på effekter med monstre og uhyrer, der står klar til at skræmme, forskrække og fascinere med røgeffekter, teaterblod, uhyggelige lyde m.m.

"Hillerød ByForum har søgt efter frivillige til at spille diverse monstre, og mange synes, det er sjovt at blive sminket professionelt og skulle gå rundt og skræmme folk," fortæller Frederik Frost i pressemeddelelsen.

Udvidet med en kirkegård

Den ekstra uhyggelige rute er i år udvidet med en kirkegård på Posen med gravstene, skeletter og andre uhyggelige kirkegårdsvæsener.

På Posen vil man også kunne opleve 'Clown Town', hvor man møder klovne i alle afskygninger. Alle er velkomne - på eget ansvar.

jesl

Ud over zombier, vampyrer og andre muntre væsener, kan man i årets Horror Walk også opleve klovne af den grimme slags. Pressefoto

Ud over zombier, vampyrer og andre muntre væsener, kan man i årets Horror Walk også opleve klovne af den grimme slags. Pressefoto

Publiceret 13 October 2019 10:00