Deltagerne mødtes til hygge og mad i Kedelhuset, hvor årets nabopris blev uddelt. Privatfoto

Deltagerne mødtes til hygge og mad i Kedelhuset, hvor årets nabopris blev uddelt. Privatfoto

Gode naboer til demensramte hædret med pris

Alzheimerforening Hillerød uddelte for første gang 'Årets Nabopris'

To personer, Lill Green og Tom Rahbek, blev søndag 6. oktober hædret af Alzheimerforeningen Hillerød for den indsats, de gør som naboer til et menneske med demens.

Det er ifølge foreningen en indsats, som betyder, at de berørte kan holde fast i hverdagen som hjemmeboende, på trods af de udfordringer sygdommen giver:

"Som naboer hjælper de med praktiske ting i hjemmet, med indkøb, assisterer ved aktiviteter, støtter med overblik og følger med i sygdomsforløbet. Naboer har ingen fast træffetid, men tilkaldes efter aftale. Der er mange gode naboer i Hillerød, som kunne fortjene en pris," skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Prisen blev uddelt af Hella Obel, som er leder af ældre og sundhed i Hillerød Kommune, og bestod af Kay Boisens Søpapegøje. Den var sponsoreret af Kop og Kande i Hillerød.

Første gang

Det er første gang, at Alzheimerforeningen Hillerød uddeler prisen, som de har stiftet for at sætte fokus på de mennesker, som stilfærdigt og tålmodigt gør en forskel i hverdagen.

"Da nabohjælpen almindeligvis ikke er noget, der er synligt, vil Alzheimerforeningen gerne være med til at gøre opmærksom på den store indsats, som naboer yder på dette felt. Et betragteligt supplement til familiens og det offentliges indsats," skriver foreningen.

Ifølge foreningen bor der i Hillerød 734 mennesker med demens. 300 bor på plejecentre, andre får hjælp af kommunen, mens flere andre klare sig selv. De fleste demensramte er ældre, men også yngre rammes. Flere har ingen familie i nærheden, som kan træde til i det daglige. Her spiller naboer en ganske særlig rolle som netværk for de ramte familier.

Gåtur på søstien

Prisen blev uddelt efter en rask gåtur på Søstien omkring Slotssøen. Her deltog mennesker med demens, pårørende, efterlevende og frivillige. Efter gåturen mødtes man i Kedelhuset til frokost, kaffe, snak og hygge. Det var her ”Årets Nabopris” blev uddelt.

Alzheimerforening Hillerød har forskellige aktiviteter, hvor mennesker med demens, pårørende, efterlevende og frivillige er sammen om foredrag, udflugter, motion og fællesskab. Foreningen kan kontaktes på Alzheimer.hillerod@gmail.com. Foreningens aktiviteter kan desuden findes på facebook.

Publiceret 12 October 2019 08:00