Parret har nu skaffet sig hunden Svend, som gør dem glade i hverdagen. Foto: Mdt

Parret har nu skaffet sig hunden Svend, som gør dem glade i hverdagen. Foto: Mdt

Stefan og Charlotte mistede deres datter under fødslen: Nu støtter de andre

Stefan og Charlotte Velløv fra Hillerød mistede deres datter under fødslen. Nu støtter de andre forældre i samme situation

Af
Mette Dolmer Thygesen

Alt var klar til, at Olivia skulle komme. Tremmeseng og puslebord var stillet op, kommoden fyldt med babytøj, og i loftet i børneværelset hang uroen og snurrede. 31-årige Stefan Bank Velløv og 29-årige Charlotte Dyberg Velløv fra Hillerød havde glædet sig voldsomt, til de kunne bære deres lille nyfødte datter ind i deres hjem.

Men fødslen gik slet ikke, som de havde håbet.

Det startede ellers fint. Graviditeten var gået godt, og Charlotte nåede til uge 42 uden de store problemer. Parret var ellers på forhånd meget nervøse, da Charlotte en gang tidligere havde mistet et barn under en graviditet i 12. uge. Hun lider desuden af hormonsygdommen PCO, som gør det sværere for hende at blive gravid - og nu var det endelig lykkedes igen.

”Jeg gik og var meget nervøs. Så jeg havde nærmest en hotline til jordemoderen. Men jo mere liv, jeg mærkede, jo bedre føltes det at være gravid,” siger hun.

Grønt fostervand

Da fødslen nærmere sig, kom hun ind på hospitalet i Hillerød ved 17-tiden, og alt så fint ud. Hjertekurven blev tjekket, og Olivias hjerte slog, som det skulle. De blev sendt hjem igen for at hvile, og omkring ved 22.30-tiden tog parret tilbage på hospitalet, da der blot var et minuts tid mellem veerne. Igen så hjerterytmen fin ud.

Om natten, omkring klokken 01.30, blev fostervandet prikket.

”Og fostervandet var ikke bare grønt – det var som mosevand. Samtidig begyndte hjertekurven nu at falde, så Charlotte skulle hele tiden vende sig i sengen. Men vi fik besked på, at alt nok skulle gå – at vi bare skulle være rolige,” fortæller Stefan.

”Vi stolede jo på dem. Jordemoderen havde været jordemoder i mange år. Så vi regnede jo med, at hun havde helt styr på det,” siger Charlotte.

Ved 3-tiden slukkede personalet lyset på parrets stue, så Charlotte kunne få hvilet lidt. Men efter 20 minutter kom en ansat pludselig ind og sagde, at Charlotte igen skulle vende sig.

”Det blev sagt med sådan en fast stemme, og jeg var meget besværet. Så det var stressende,” siger hun.

Akut kejsersnit

Pludselig begynder hjertekurven igen at falde. Og så går det stærkt. Tilkald en læge, bliver der sagt. Lægen kommer – og det bliver råbt ’sektiograd 1’ – det mest akutte form for kejsersnit. Parret husker ikke så meget fra de næste 10 minutter. Men hjerterytmen er nu meget lav, og personalet løber med Charlotte i hospitalssengen gennem gangen – så hurtigt at de støder ind i en rengøringsvogn undervejs, husker de.

”Det var kaos. Tusind mennesker kom løbende. Det var tydeligt, at der ikke er noget mere akut end det. Jeg blev smidt ud på gangen,” tænker Stefan tilbage.

De prøver at lægge en rygmarvsbedøvelse på Charlotte, men det slår fejl. I stedet bliver hun lagt i fuld narkose. Nogle kommer med en kuvøse, som de varmer op til barnet.

”Jeg sad der på gangen. Jeg havde det vist ikke så godt, for der kom en og gav mig et glas vand,” husker Stefan.

Jeg var chokeret. Min kone ligger der, som om hun er livløs. Min datter ligger livløs. Hvad gør man?

Der sad han i 30-40 minutter, husker han. Og så kom der en læge ud til ham.

”Han sagde, ’far, din datter overlevede ikke’. Jeg kunne ikke græde eller reagere på nogen måde. Jeg troede slet ikke på, at det var sket. Det kunne ikke være min datter, som var død. Jeg kunne høre barneskrig fra operationsstuen ved siden af. Så jeg kunne slet ikke forstå det. Men vigtigste var, at Charlotte havde det godt,” siger Stefan.

Livløs datter

Han kan ikke huske mere af den samtale, han havde med lægen der på gangen. Så kommer han ind på stuen, hvor Charlotte ligger i narkose. Og ved siden af ligger hans livløse datter på et bord.

”Jeg kunne ikke holde hende lige der, for jeg troede ikke på, at det var hende. Det var surrealistisk. Det var så kort tid siden, vi havde fået at vide, at vi snart skulle have hende med hjem. Men nu fik vi så at vide, at det skulle vi ikke,” siger han.

Olivia blev straks døbt på stuen, mens Charlotte stadig var i narkose. Stefan husker, der blev sagt fadervor. Men han kunne ikke græde.

”Jeg var chokeret. Min kone ligger der, som om hun er livløs. Min datter ligger livløs. Hvad gør man?”.

Han husker, at han blev ført ud på gangen igen. Og han husker, at han sagde flere gange til personalet ’tak fordi I prøvede’. Og ’sørg for at min kone vågner’.

Troede ikke på det

Senere vågnede Charlotte fra narkosen til beskeden om, at datteren ikke overlevede.

”Det var helt vildt mærkeligt at vågne til. Jeg troede ikke på det. Stefan spurgte, om jeg ville holde hende. Og da jeg fik hende op, bad jeg Stefan tage en masse billeder. Samtidig var jeg helt vild groggy. Jeg var enormt ked af det og enormt stolt af min datter på én gang,” siger hun og fortsætter:

”Vi var jo blevet lovet, at vi ikke kom hjem uden en datter. Men nu… Og ingen vidste, hvad årsagen var. Var det en hjertefejl? Var det vand i lungerne? Vi vidste ingenting”.

Parret blev kørt over på overvågningsstuen. Stefan husker, at de blev fulgt af en masse mennesker. Og alle, de mødte på gangen, kondolerede med deres tab. Det var tydeligt, at det ikke var en hverdagshændelse – og at alt personalet vidste, hvad der var sket.

Jeg var enormt ked af det og enormt stolt af min datter på én gang

Nu skulle Stefan ringe til sin og Charlottes familie.

”Det var det sværeste, jeg nogensinde havde gjort – at ringe til min mor og mine svigerforældre. At skulle ringe til nogle mennesker, som lød så glade og sagde ’er hun kommet?’. Så stod jeg der og hulkede og sagde, ’hun overlevede ikke’”.

Gav tøj på

Parret blev indlogeret på en stue langt væk fra barselsgangen sammen med deres familie. Jordemoderen og lægen gennemgik forløbet igen, og Olivia kom ind på stuen i en lille vugge. De gav hende tøj på. Personalet spurgte, om den professionelle fotograf, som hospitalet har tilknyttet, skulle tage nogle fotos af hende, men Stefan og Charlotte afviste det. De følte ikke, at nogen andre skulle tage billeder af deres datter.

De skulle også tage stilling til, om Olivia skulle obduceres. Lægerne anbefalede det, så de ansatte kunne lære af forløbet. Først sagde parret nej, for de havde ikke lyst til, at nogen skulle skære i deres datter, men så ombestemte de sig og gav lov.

”Vi tænkte jo også på, om vi havde gjort noget galt, eller om der var noget galt med Charlotte. Så det var godt at få afklaret,” siger Stefan, som senere skulle ringe til en bedemand.

Det var også hårdt at se kataloget med barnekiste og -urner og at skulle tage stilling til det, fortæller parret. De oplevede, at bedemanden gjorde det på en god måde, men at de var knust over at skulle tage stilling til det.

”Der havde jo indtil da altid været nogle bedsteforældre, man skulle sige farvel til. Og så var der nogle ’voksne’, som tog sig af det. Jeg følte slet ikke, jeg var voksen nok til det,” siger Charlotte.

Det var det sværeste, jeg nogensinde havde gjort – at ringe til min mor og mine svigerforældre. At skulle ringe til nogle mennesker, som lød så glade og sagde ’er hun kommet?’. Så stod jeg der og hulkede og sagde, ’hun overlevede ikke’

Efter fem dage blev parret udskrevet og kørte hjem. Det var en tom følelse at komme hjem, fortæller de, men hverdagen ramte også.

”På et tidspunkt starter hverdagen igen, og man skal jo spise og drikke og ud at handle en gang imellem. Men vi var helt uden overskud,” siger Stefan.

Heldigvis var deres familie der til at hjælpe dem med alt det praktiske. Babytingene blev stuvet ind på børneværelset, som parret ikke magtede at åbne igen de første dage derefter. Familien hjalp med at pakke tingene sammen og få det kørt væk ned i Charlottes mormors kælder.

Parret håbede, at Charlotte hurtigt ville blive gravid igen, så de store ting som puslebord og tremmeseng står stadig i rummet. Nu er der gået et år, og de håber stadig at få tingene i brug.

Foto i stuen

Personalet på hospitalet fik alligevel taget nogle fotos af Olivia - sammen med fod- og håndaftryk, og det er parret meget taknemmelige for i dag. Billedet af Olivia hænger i stuen som det største i rækken af familiefotos.

”Hun står sammen med sin familie. Vi vil ikke have, at hun skal stå på et ’alter’ med stearinlys og lignende, men der skal være en plads til hende her på lige fod med resten af familien,” siger Stefan.

Charlotte har også fået tatoveret Olivias fodaftryk og datoen for hendes fødsel og død på sin arm.

Glad for psykolog

Når man mister et spædbarn, kan man komme i kontakt med Landsforeningen for Spædbarnsdød, som tilbyder telefonisk rådgivning, og det har Stefan og Charlotte også benyttet sig af.

“Landsforeningen er gode at tale med om den sorg, man er i, men vi havde nok haft allermest brug for at få talt med en krisepsykolog på sygehuset, kort tid efter fødslen,” siger Charlotte.

De har selv fundet en psykolog, som de har gået til siden februar efter lang tids ventetid. Det er de rigtig glade for, og det hjælper dem meget, fortæller de.

Derfor håber de, at andre par, som mister deres barn under fødslen på hospitalet, fremover kan få tilbudt krisepsykologhjælp, sådan som de gør det på mange andre hospitaler i landet - også alenemødre eller dem, som ikke har råd til selv at betale for psykologhjælp. Det vil de forsøge at starte en forening op omkring.

”Når man får at vide, at man skal være forælder, så er man forælder. Nogle kan måske have svært ved at forstå, hvordan man kan elske et barn, som man ikke har oplevet i live eller holdt om, men man føler sig jo som forælder, når man har gået i ni måneder glædet sig og forberedt sig. Og så er der bare tomhed – og ingen forbereder en på, at der er så meget, der kan gå galt,” siger Stefan.

Tv-vært Cecilie Hother, som selv tidligere i år mistede sin ufødte søn, holder tale til mindearrangementet på Posen 15. oktober. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Tv-vært Cecilie Hother, som selv tidligere i år mistede sin ufødte søn, holder tale til mindearrangementet på Posen 15. oktober. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

For selvom der er krisepsykologer på hospitalet, så kan forældre, der mister spædbørn, ikke få hjælp:

”Psykologerne er tilknyttet en anden afdeling. Men hvis vi for eksempel var kørt galt i vores bil, og vores datter var død – så kunne vi få krisehjælp. Men når hun dør på hospitalet under fødslen, så er det ikke på samme måde kategoriseret som et traume,” siger Stefan.

I dag definerer Stefan og Charlotte sig som forældre til et englebarn – som forældre til et barn man ikke kan se - og de håber, at de kan være med til at bekæmpe det tabu, der er omkring spædbarnsdød. Folk har berøringsangst, fordi det er så svært at tale om.

Charlotte oplevede da også, at en bekendt dukkede sig i Netto, da hun mødte hende.

”Men det eneste, man har brug for, er, at folk enten behandler en, som om intet er sket, eller kommer hen og siger ’ det er godt nok noget lort’. Det værste er, hvis de går udenom. Så skrev jeg også et opslag på Facebook, om at det gør ondt at miste, men det gør endnu mere ondt, når folk går forbi en”.

Parret oplevede dog stor opbakning fra venner og familie og oplevede, at deres hjem aldrig havde været så fyldt med både blomster og mennesker som da.

Mindebegivenhed

Stefan og Charlotte har samtidig taget initiativ til, at markere den internationale dag for spædbarnsdød 15. oktober klokken 18-20 med en mindebegivenhed på Posen. Her kan alle komme og skrive en hilsen og tænde et lys i en lyspose og sørge sammen. Parret har skaffet 500 lysposer til begivenheden, så både forældre, søskende, bedsteforældre eller andre, som gerne vil mindes og sørge i fællesskab, er velkomne.

Samtidig kommer tv-vært Cecilie Hother, som selv tidligere i år mistede sin ufødte søn, og holder en tale.

Der vil også være live musik med Me and Maria og mulighed for at købe en kop kaffe eller te og lidt kage i en kaffevogn.

Charlotte Veløv har fået tatoveret sin datters fødselsdag på armen og hendes fodaftryk. Foto: Mdt

Charlotte Veløv har fået tatoveret sin datters fødselsdag på armen og hendes fodaftryk. Foto: Mdt

Publiceret 09 October 2019 05:00

Tjener Boldt på besøg i Alsønderup

Foredrag Skuespiller Per Pallesen kommer på besøg i Kulsviergården i Alsønderup og holder foredrag om et langt liv i dansk revy og teater. Det er Lanbosenior Nordsjælland, der arrangerer foredraget i Kulsviergården, hvor alle er velkomne. hvor der også serveres kaffe og kage.

Lokale unge med i familiemusical

Per Pallesen er kendt for en lang række roller ikke mindst på revyscenen og i TV. Man behøver blot sige ”osse li’e på en studs” og ”Yes my boys”, så husker de fleste danskere Per Pallesen som Mathiesen i et forrygende samspil med Tommy Kenter.

Festskrift skildrer 50 år med Alsønderup Fester

Også i rollen i Matador som tjener på Jernbanerestauranten, Severin Boldt husker mange Per Pallesen. Desuden har han været instruktør i flere revyer og på teatret.

Det foregår torsdag 31. oktober kl. 13.30.

CV

Se billederne: Alsønderup festede trods halvskidt vejr