Heidi Meli forstår ikke, at hjemmeplejen ikke gjorde mere, da hendes mor ikke åbnede op for dem to dage i træk. Arkivfoto

Heidi Meli forstår ikke, at hjemmeplejen ikke gjorde mere, da hendes mor ikke åbnede op for dem to dage i træk. Arkivfoto

Hård kritik af hjemmeplejen: 86-årig kvinde lå hjælpeløs på badeværelsesgulvet i to døgn

86-årige Karlas datter langer nu ud efter hjemmeplejen, som hun mener har svigtet

Af
Martin Warming

86-årige Karla fra Hillerød lå i to døgn hjælpeløs på sit badeværelsesgulv ude af stand til selv at komme op eller tilkalde hjælp.

Og nu retter Karlas datter, Heidi Meli, en hård kritik mod hjemmeplejen i Hillerød Kommune, som hun mener, har et medansvar.

Hun mener, at hjemmeplejen skulle have reageret, da hendes mor ikke lukkede op for dem.

Karla, der bor på Skoleparken, får hver morgen hjælp af hjemmeplejen, der kommer forbi for at sætte hendes høreapparater i. Men da hjemmeplejen kom fredag morgen i sidste uge, lukkede hun ikke op. Det gjorde hun heller ikke lørdag morgen, og først lørdag eftermiddag fandt Heidi Meli sin mor liggende på badeværelsesgulvet, efter at en nabo havde kontaktet hende og fortalt, at der formentlig var noget galt, fordi der lå aviser fra to dage foran Karlas hoveddør.

Indlagt

Da Karla blev fundet af sin datter, var hun så dehydreret, at hun blev sendt direkte på hospitalet med en ambulance. Og tirsdag eftermiddag var hun stadig indlagt.

"Jeg kunne slet ikke genkende hende, da jeg fandt hende. Hun var fuldstændig dehydreret. Det var virkelig et grimt syn, og jeg forstår ikke, hvorfor hjemmeplejen ikke har reageret. Man må da være iskold, når man ikke reagerer på, at en 86-årig kvinde ikke lukker op, når man skal ind og hjælpe hende," siger Heidi Meli, der absolut ikke er imponeret over hjemmeplejens håndtering af situationen.

Karla, der lyder af begyndende demens, er formentlig faldet på badeværelsesgulvet i løbet af torsdagen, mener datteren.

"Hun kan ikke selv huske, hvornår og hvad der er sket - formentlig fordi hun stadig er meget forvirret efter at have været så dehydreret - men hendes morgenmad og kaffe stod på bordet, uden at hun havde rørt det, så jeg gætter på, at hun er faldet torsdag morgen, inden hun skulle spise. Det vil sige, at hjemmeplejen har været forbi både fredag og lørdag morgen uden at gøre noget," siger Heidi Meli.

Hjemmeplejen beklager

Hella Obel, der er afdelingschef i Ældre og Sundhed i Hillerød Kommune, fortæller til Hillerød Posten, at de medarbejdere, der var forbi Karla for at sætte hendes høreapparater i, faktisk reagerede, da hun ikke lukkede op.

"Vi har gjort noget, men vi har ikke gjort nok. Jeg har fået at vide, at vi har prøvet at kontakte både borgeren (Karla, red) og hendes datter på telefonen – uden at få kontakt. Og det var dér, vi skulle have gjort noget mere for at finde ud af, om der var noget galt. Det er vi virkelig, virkelig kede af, og vi er i gang med at undersøge, hvordan det kunne ske, og hvordan vi sikrer os, at det ikke sker igen," siger Hella Obel.

Men den forklaring forstår Heidi Meli ikke.

"Jeg havde ingen ubesvarede opkald på min telefon, og der lå ingen beskeder på min telefonsvarer. Så det forstår jeg ikke. Jeg har endda sagt til dem (hjemmeplejen, red.), at de skal ringe til mig på hvilket som helst tidspunkt af døgnet, hvis de har mistanke om, at der er noget galt," fortæller Heidi Meli.

Ikke godt nok

Nu skal en undersøgelse altså vise, hvad der helt præcist er sket, og hvad hjemmeplejen har gjort - og ikke gjort. Herunder, hvorfor Hjemmeplejen kan se udgående opkald til datteren, og datteren ikke kan se tilsvarende indgående opkald på sin telefon. Hella Obel oplyser, at Hjemmeplejen er i gang med at følge op på, hvad forklaringen kan være.

"I tilfælde, hvor borgerne ønsker det, har vi helt konkrete aftaler med de pårørende om, hvad der skal ske, hvis der er en borger, der ikke reagerer. Ellers har vi nogle overordnede retningslinjer, der siger, at hvis vi ikke kan komme ind til en borger, fordi vedkommende ikke lukker op, så prøver vi i første omgang senere på dagen. Ellers kontakter vi de pårørende, og hvis vi heller ikke kan komme i kontakt med dem, så ringer vi til hospitalet for at høre, om vedkommende er blevet indlagt – og i sidste ende ringer vi til en låsesmed, der kan lukke os ind. I dette tilfælde har vi kun forsøgt at kontakte de pårørende, og det er ikke godt nok," siger Hella Obel.

"Det er selvfølgelig en sag, der berører os dybt, og jeg kan kun beklage og undskylde," tilføjer hun.

"Det er sørgerligt, at det skal være sådan. Jeg er helt ude af den, og jeg er meget, meget vred over det," slutter Heidi Meli.

Publiceret 08 October 2019 05:00