Unge, der føler sig ensomme eller mangler nogen at tale med, kan nu deltage i en ny trivselsgruppe i Hillerød. Modelfoto

Unge, der føler sig ensomme eller mangler nogen at tale med, kan nu deltage i en ny trivselsgruppe i Hillerød. Modelfoto Siam - stock.adobe.com

Ny trivselsgruppe: Unge hjælper hinanden ud af ensomheden

En ny trivselsgruppe for unge med skilte forældre vil i Frivilligcenter Hillerød hjælpe unge, der føler sig alene

Trivselsgrupperne i Frivilligcenter Hillerød opretter nu en gruppe for unge på 15-18 år med skilte forældre.

Den retter sig mod de unge, der føler sig ensomme eller mangler nogen at tale med. Gruppen mødes hver anden torsdag med start 31. oktober mellem klokken 17 og 19 i Frivilligcenter Hillerød på Fredensvej 12c.

"Gruppen er et fællesskab for de unge, hvor de møder andre, der har de samme udfordringer. Sammen finder de nye handlemuligheder og tackler de udfordringer, de oplever ved at være i en skilsmissefamilie. De unge er selv med til at bestemme, hvad der tales om i gruppen. Derudover bruges der tid på at hygge sammen, se film, kreativitet, og hvad de unge i gruppen ellers føler for," skriver centeret i en pressemeddelelse.

Flere føler sig ensomme

En skoleundersøgelse fra 2018 viser, at 10 procent af pigerne og fem procent af drengene på 15 år ofte eller meget ofte føler sig ensomme. Blandt de 16-24-årige føler 10,3 procent af kvinderne og 8,5 procent af mændene sig ensomme (Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2017).

"Forskere peger på, at vejen ud af ensomhed og sårbarhed kan findes i fællesskaber og samvær med andre, f.eks. i en trivselsgruppe, hvor man møder ligesindede og oplever, at man ikke er alene," står der i pressemeddelelsen fra Frivilligcenter Hillerød.

En anden platform

I Hillerød Kommune er man opmærksom på unges mistrivsel, og der er arrangeret netværksgrupper for unge gennem Basen (SSP), hvor man arbejder med at give sårbare unge redskaber og strategier til at tackle deres udfordringer.

"En kort kursusperiode er dog ikke altid nok til at implementere de tilbudte værktøjer. Derfor vil Trivselsgrupperne i frivilligcentret, i samarbejde med Basen og med støtte fra 4c Fonden, tilbyde de unge en anden platform i fællesskab og samvær med andre," skriver Frivilligcenter Hillerød i pressemeddelelsen.

Du kan Trivselsgruppeleder i Frivilligcenter Hillerød, Eva Christensen, på selvhjaelp@frivilligcenter-hillerod.dk eller tlf. 4824 1907, hvis du eller nogen, du kender, har lyst til at deltage i gruppen.

mw

Publiceret 07 October 2019 11:00