Det blev et bredt budgetforlig - på 26 ud af byrådets 27 medlemmer - som borgmester Kirsten Jensen kunne præsentere på rådhuset mandag morgen. Foto: Martin Warming

Det blev et bredt budgetforlig - på 26 ud af byrådets 27 medlemmer - som borgmester Kirsten Jensen kunne præsentere på rådhuset mandag morgen. Foto: Martin Warming

Bredt budgetforlig med både blomster og torne i buketten

Byrådspolitikere kunne mandag præsentere et bredt budgetforlig, hvor besparelser på normeringer i dagtilbud og plejecentre blev undgået

Af
Mette Dolmer Thygesen

Byrådspartierne kunne mandag morgen præsentere et bredt forlig for, hvordan Hillerød Kommunes indtægter og udgifter skal balanceres de næste fire år. Syv ud af de otte partier i byrådet står bag forliget, som blev indgået i weekenden.

"26 ud af 27 byrådsmedlemmer står bag vores kommende budget. Det er jeg glad for, fordi det er vigtigt for så stor en organisation, som en kommune er, at der er ro om noget så vigtigt som budgettet," sagde borgmester Kirsten Jensen (S) til pressemødet mandag morgen.

En af hovedopgaverne i år, sagde hun, er at sikre penge til det sociale område:

"Vi skal sørge for, at vi ikke underbudgetterer, ikke mindst på det sociale område. Det gør vi heller ikke. Vi skulle finde ganske mange penge til det voksne socialområde, mange penge til en reform på børneområdet, til beskæftigelse og til sygepleje. Ved siden af det er det altid en stor opgave med, hvordan vi vedligeholder huse, veje og stier. Det er nogle af de store ting, som lægger et stort pres på de penge, vi har brug for. Så nogle af de mange penge, som vi har lavet en hård prioritering af til velfærd, kommer ikke til at betyde, at den enkelte kommer til at opleve, at der er så meget mere velfærd i morgen, end der var i går. Men det vil betyde, at de, som har behov for hjælp - og dem er der faktisk flere af - vil alle sammen komme til at få støtte".

Find hele budgettet HER

Positivt

Blandt spareforslagene indgik nednormeringer på både plejehjem og i dagtilbud, men disse spareforslag lykkedes det budgetpartierne at undgå. Og det fremhævede flere partier til pressemødet, blandt andre Venstres Klaus Markussen:

"Det er rigtig positivt, at vi på de store og dyre velfærdsområder som børneområdet, skolerne og ældreområdet, har en aftale, hvor vi ikke skal ud at reducere normeringer," sagde han og fremhævede, at kommunen nu vil udvide kapaciteten på daginstitutionsområdet, og at der bliver sat syv millioner kroner ekstra af i budgettet til at sikre, at vi kan komme bedre og hurtigere gennem trafikken.

Hæve forældrebetaling

Som en torn i buketten nævnte flere, at forligspartierne er blevet enige om at finde nogle af pengene ved at hæve forældrebetalingen i Hillerød Kommunes fritidsordning HFO.

Ifølge budgetforslaget ligger taksterne i Hillerød Kommune en hel del under gennemsnittet i sammenligningskommunerne. Taksten i HFO 1 er omkring 1.425 kroner per barn i 11 måneder om året - og den takst kan nu blive sat om med 25 procent til 1.783 kroner per måned. I HFO2 er taksten nu 335 kroner per måned og kan sættes op til næsten det dobbelte, nemlig 664 kroner per barn. De øgede forældrebetalinger vil give kommunen omkring 12 millioner kroner, som skal gå til at sikre kvaliteten i HFO'erne, mener forligspartierne.

"Det er alternativ til at reducere i normeringen på vores HFO'er, men det er klart noget, som nogle familier vil synes er svært, og andre vil måske glæde sig over, at vi ikke har slækket på kvaliteten. Men også det er indregnet, at der måske er nogle flere, som skal have en friplads, hvis de ikke kan betales, det der skal betales nu," sagde Kirsten Jensen.

Problematiske besparelser

SF's Rikke Macholm kaldte den øgede forældrebetaling for en af de mange ubehagelige besparelser i budgettet:

"Det er kedeligt. Men der er også andre, som har at gøre med det forebyggende arbejde, som jeg synes, er problematiske. Vores flyverpædagog i Øst vil vi fortsat ikke have, sundhedsplejen i 5. klasse kan vi ikke have længere, og der er mange andre steder, hvor jeg synes, det gør ondt på os alle sammen," sagde hun og nævnte også besparelserne på kulturen, for eksempel på biblioteket, som knaster i forliget.

Enhedslisten Tue Tortzen glædede sig blandt andet over, at der bliver sat 10 millioner kroner af til klimaprojekter som grøn strøm og solceller, mens Jørgen Suhr fra Radikale Venstre blandt andet glædede sig over, at budgetforliget sikrer penge til specialområdet med både børn og voksne med handicap.

Nikolaj Frederiksen fra Konservative glædede sig også over, at besparelser på normeringen på ældreområdet kunne undgås, og Dansk Folkepartis Peter Lennø sagde, at han åndede lettet op, da alle besparelserne på normeringerne blev undgået:

"Det blev heldigvis ikke gennemført - og spareforslagene var allerede fjernet, nærmest inden vi egentlig kom i gang med forhandlingerne. Da faldt en sten fra mit hjerte," sagde han.

Publiceret 07 October 2019 11:37