S-togene kører to minutter tidligere fra Hillerød på grund af risikoen for glatte skinner i efteråret. Arkivfoto: Mdt

S-togene kører to minutter tidligere fra Hillerød på grund af risikoen for glatte skinner i efteråret. Arkivfoto: Mdt

Nu falder efterårsbladene: S-tog ændrer køreplan

S-togene kører tidligere fra Hillerød Station, fordi efterårsbladene falder og giver risiko for glatte skinner

Nu er der blevet efterår, bladene falder af træerne - og DSB må sætte hastigheden ned for s-togene.

S-togspassagerer til og fra Hillerød skal tjekke Rejseplanen en ekstra gang. For DSB har justeret køreplanen for S-togene mellem Hillerød og Holte, fordi s-togene i efteråret bremser mere forsigtigt på grund af risikoen for glatte skinner.

"Naturfænomenet glatte skinner opstår, når de visne blade falder af træerne, og S-togene kører dem i stykker. Bladene udskiller lidt olie, der gør skinnerne glatte, og derfor tilpasser DSB bremselængden," skriver DSB i en pressemeddelelse.

To minutter tidligere

Ændringerne indebærer, at S-togene kører to minutter tidligere end normalt fra Hillerød i retning mod Hundige/Solrød Strand. Fra de efterfølgende stationer Allerød, Birkerød og Holte kører S-togene ét minut tidligere i retning mod Hundige/Solrød Strand.

I den modsatte retning - fra Solrød Strand/Hundige - ankommer togene ét minut senere til Birkerød, Allerød og Hillerød.

”På strækninger, hvor S-togene kører på det nye signalsystem CBTC, bremser togene automatisk, når de ankommer ved stationen. I efteråret justerer vi bremselængden, så den tager højde for, der kan være glatte skinner,” forklarer DSB’s informationschef Tony Bispeskov i pressemeddelelsen.

Den ændrede køreplan er i kraft og fortsætter til og med 14. december i år.

Mdt

Publiceret 03 October 2019 06:00