Lawek Ali (til venstre) og Finn Sangill skal begge af med lidt af deres grund til den nye cykelsti. Finn Sangill ved endnu ikke, om hans stengærde overlever. Foto: Martin Warming

Lawek Ali (til venstre) og Finn Sangill skal begge af med lidt af deres grund til den nye cykelsti. Finn Sangill ved endnu ikke, om hans stengærde overlever. Foto: Martin Warming

Kommunen napper 57 kvadratmeter grund til cykelsti og giver 1.400 kroner i erstatning

En næsten 60 år gammel servitut betyder, at ti grundejere på Selskovvej kun får 25 kroner per kvadratmeter i erstatning for det stykke jord, som kommunen nu napper til en ny cykelsti

Af
Martin Warming

64 grundejere på Selskovvej er i øjeblikket ved at få eksproprieret lidt af deres grund til en ny cykelsti, men den pris, som kommunen betaler i erstatning, er ikke rimelig, mener flere af grundejerne.

Hillerød Posten har tidligere talt med Søren Møller Jensen, som bor på Selskovvej 14. Han får 700 kroner i erstatning per kvadratmeter, der bliver nappet af hans grund, og det kalder han for "helt bizart".

Men for de ti husejere, der bor på Selskovvej mellem Skovhegnet og Selsvej, er den helt gal. De får nemlig kun 25 kroner per kvadratmeter i erstatning.

Det er en gammel servitut fra 1960, der betyder, at den erstatning, som husejerne får for det stykke grund, som kommunen nu skal bruge til den nye cykelsti, er ekstremt lav.

I servitutten, der altså er næsten 60 år gammel, står der nemlig, at grundejerne er berettiget til at få det for deres grund, som den var værd i 1960, hvilket svarer til knap 10 kroner per kvadratmeter. Kommunen har dog sat beløbet op til 25 kroner per kvadratmeter, men erstatningens størrelse er stadig helt hen i vejret, mener Lawek Ali, der bor på Selvskovvej med sine forældre, der ejer huset.

"Vi kendte jo godt til servitutten, men vi regnede faktisk med, at sådan noget ville blive pristalsreguleret. I servitutten står der også, at vi selv skal betale for reetablering af hegn eller hæk, og det betyder, at det faktisk kommer til at koste os penge at sælge grunden til kommunen. Det er helt urimeligt, og jeg er sikker på, at det aldrig har været meningen, at servitutten fra 1960 skulle bruges på den her måde," siger Lawek Ali.

1.400 kroner i erstatning

Lawek og hans forældre skal af med 57 kvadratmeter af deres forhave til den nye cykelsti og kan altså se frem til en samlet erstatning på knap 1.400 kroner.

"Vi er meget glade for, at der kommer en cykelsti, men vi synes bare ikke, at det kan være rigtigt, at det skal koste os penge at være en del af det her projekt. Alle andre får reetableret hegn eller hæk, men på grund af servitutten får vi ikke én eneste krone til at plante en ny hæk eller sætte et nyt hegn op. Kommunen siger, at de gerne vil behandle alle borgere lige, men det synes vi ikke, at man gør i det her tilfælde," lyder det fra Lawek Ali.

Langt højere grundskyld

Kommunen mener tilsyneladende også selv, at grundene er mere værd end de 25 kroner per kvadratmeter. Kommunen har nemlig fastsat grundskylden til 1.119 kroner per kvadratmeter, og det er altså det beløb, som familien Ali har betalt ejendomsskat af i mange, mange år.

"Hvis du kigger fuldstændig sort og hvidt på det, så vidste vi det jo godt, da vi købte boligen, at den her servitut eksisterede. Men vi synes, at det havde været rimeligt, hvis den var blevet pristalsreguleret, men der er desværre ikke så meget i den her sag, der er rimeligt," tilføjer Lawek Ali.

Beboerne er nu ved at skrive et brev til kommunen, og håber på den måde at kunne råbe politikerne op - og i det mindste at få dækket deres udgifter til et nyt hegn eller en ny hæk.

Læs svar fra udvalgsformand Dan Riise (Venstre) her:

Publiceret 27 September 2019 05:00