2.600 studerende løb i fredags en tur i Hillerød. Foto: Jan F. Stephan

2.600 studerende løb i fredags en tur i Hillerød. Foto: Jan F. Stephan

Se billederne: 2.600 unge løb studierne i gang

2.600 førsteårsstuderende mødtes i fredags på Torvet for at løbe en tur gennem Hillerød

2.600 unge mødtes i fredags i på torvet i Hillerød for sammen at løbe deres studier i gang.

Det er femte gang, at de studerende samles til det årlige løb 'Studie Start'. Her mødes førsteårsstuderende fra både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser i Hillerød for at løbe fem kilometer i bymidten.

Se flere billeder fra løbet i galleriet nederst i artiklen...

"Hillerød Kommune gør en stor indsats for at samle uddannelserne og markere, at Hillerød er en stor uddannelsesby, og derfor vil uddannelserne også gerne vise byen og borgerne, hvor mange vi er. Uddannelsesinstitutionerne samarbejder meget, og det viser sig også, ved at elever og studerende godt kan lide at være sammen for eksempel om sådan et arrangement som løbet rundt i byen og Slotsparken," fortæller Ivar Lykke Ørnby, der er uddannelsesdirektør på U/NORD, i en pressemeddelelse.

Løbet startede på Torvet klokken 12.30, og forinden sørgede elever fra Frederiksborg Gymnasium for opvarmningen, mens dj Christian Slavensky styrede musikken.

Turen gik ad Slotsgade, op igennem Slotsparken og endelig tilbage rundt om Slotssøen for at ende i målet på Torvet.

Der var præmier til de tre hurtigste drenge og tre hurtigste piger, og præmierne var sponseret af Hillerød Shopping, Klaverfabrikken og FrederiksborgCentret.

"Hillerød udvikler sig hele tiden i forhold til caféliv og modebutikker til de unge, og det vil vi gerne invitere de unge ind til byen for at opleve," siger Mette Kragh Faurholdt, der er citykoordinator i C4 og Hillerød ByForum, om baggrunden for løbet.

mw

Publiceret 16 September 2019 13:00