Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog mandag eftermiddag i Frederiksborg Amts Avis' valgmøde i FrederiksborgCentret. Foto: Martin Warming

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog mandag eftermiddag i Frederiksborg Amts Avis' valgmøde i FrederiksborgCentret. Foto: Martin Warming

Lars Løkke i Hillerød: "Der er rigtig meget på spil"

Spørgelysten var stor, da statsministeren besøgte Hillerød

Af
Martin Warming

Det var en veloplagt statsminister, der deltog i Frederiksborg Amts Avis' valgmøde i FrederiksborgCentret mandag eftermiddag.

Det var dog næppe meningsmålingerne, der havde sendt humøret i top hos Lars Løkke Rasmussen (V). Til gengæld glædede han sig formentlig over resultatet af EU-valget, hvor Venstre gik fra to til fire medlemmer i Europa-Parlamentet.

Se flere billeder fra valgmødet i galleriet nederst i artiklen...

Palle Høj, der er chefredaktør på Frederiksborg Amts Avis, bød statsministeren velkommen til Hillerød, inden Lars Løkke Rasmussen brugte ti minutter på at redegøre for valgkampen og den politiske situation lige nu - set med hans øjne.

"For mig står det lysende klart, at det risikerer at blive dyrt for Danmark, hvis vi får en regering, der baserer sig på rød blok. Ikke kun økonomisk men også i forhold til integration og sammenhængskraft. Der er rigtig meget på spil," lød det fra statsministeren.

Masser af spørgsmål

Derefter kunne de cirka 50 fremmødte stille spørgsmål til statsministeren, og spørgsmålene kom vidt omkring.

Spørgsmålene handlede blandt andet om, hvor pengene til alle de løfter, som politikerne kommer med i øjeblikket, skal komme fra, Hillerødmotorvejens Forlængelse, fadæserne i SKAT, energi-investeringer, den danske karakterskala og besparelser på uddannelsessystemet.

Lars Løkke Rasmussen havde afsat en times tid til Frederiksborg Amts Avis' valgmøde i FrederiksborgCentret mandag eftermiddag. Foto: Martin Warming

Lars Løkke Rasmussen havde afsat en times tid til Frederiksborg Amts Avis' valgmøde i FrederiksborgCentret mandag eftermiddag. Foto: Martin Warming

Derudover ville Klaus Markussen, der er viceborgmester og byrådsmedlem for Venstre i Hillerød, godt have statsministeren til at se på, om man ikke kan lave en mere 'retfærdig' udligningsordning, så kommuner, der investerer i udviklingen og vækst, ikke skal betale så meget til ordningen.

Det kunne statsministeren dog ikke love.

"Det hedder udligning, og det betyder jo, at man udligner noget mellem nogle, og det betyder så, at der er nogle, der skal aflevere og nogle der skal have. Og det er helt sikkert, at dem, der skal aflevere, synes de skal aflevere alt for meget, og dem, der skal have, synes de får alt for lidt. Så det er bare en stensikker øretøver, man løber ind i," sagde Lars Løkke Rasmussen.

"Hvis vi ikke sørge for, at alle kommuner har et fair udgangspunkt for at løse deres opgaver, så vil der over tid være nogle, der siger, at så skal de opgaver ikke løses ude i kommunerne. Som borgere har vi forventninger om, at vi får det samme fosvar, den samme sygehusbehandling, den samme skolegang og den samme ældrepleje, uanset hvor vi bor. Derfor er der nødt til at være en eller anden for for udligning mellem kommunerne," lød noget af svaret fra statsministeren på Klaus Markussens spørgsmål.

Lars Løkke Rasmussen glædede sig i øvrigt over Venstres gode kommunalvalg i Hillerød, hvor partiet fik næsten 34 procent af stemmerne.

"Det er et resultat, som jeg sådan set godt kunne leve med (til folketingsvalget den 5. juni, red)," konstaterede statsministeren.

Frederiksborg Amts Avis havde også inviteret Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen til mødet, men hun kunne ikke deltage.

Publiceret 28 May 2019 17:30