Jan Nissen fra Hillerød El-Serivce - i midten - er en af de lokale sponsorere, der allerede har været med til at spytte i kassen, så Omed Alam og Amalie Løvind forhåbentlig kan komme til OL i Tokyo i 2020. Pressefoto:

Jan Nissen fra Hillerød El-Serivce - i midten - er en af de lokale sponsorere, der allerede har været med til at spytte i kassen, så Omed Alam og Amalie Løvind forhåbentlig kan komme til OL i Tokyo i 2020. Pressefoto:

Sponsorater og salg af klistermærker skal hjælpe lokale vægtløftere til OL

Ålholm IF forsøger nu at skaffe midler til Amalie Løvind og Omed Alam, så deres drøm om OL-deltagelse til gå i opfyldelse

Af
Martin Warming

De to lokale vægtløftere Amalie Løvind og Omed Alam fra Ålholm Vægtløftning får nu en hjælpende hånd i deres bestræbelser på at komme til OL i Toyko i 2020.

Danmark har ikke haft vægtløftere med til OL siden 1992, men det kan meget vel ændre sig ved de kommende Olympiske Lege. Både Amalie Løvind og Omed Alamhar nemlig gode chancer for at kvalificere sig, men begge løftere har brug for økonomisk hjælp, hvis drømmen om OL-deltagelse skal blive til virkelighed.

Og det får de nu fra flere fronter. Ålholm IF har nemlig søsat projektet 'Hillerød til OL', der blandt andet har til formål at skaffe virksomheds-sponsorater til de to lokale vægtløftere.

Derudover kan man købe et 'Hillerød til OL'-klistermærke i SuperBrugsen i Ullerød. Klistermærket koster 100 kroner, og pengene går ubeskåret til Ålholm Vægtløftning, fortæller Henrik Følbæk Nielsen, der er formand for Ålholm IF.

"Vi vil jo meget gerne gøre, hvad vi kan for at hjælpe Amalie og Omed til OL. Så vi er gået i gang med at forsøge af skaffe de nødvendige midler og ressourcer, og indtil videre har vi fået 25.000 kroner i virksomheds-sponsorater, og det synes vi er en rigtig god start," siger Henrik Følbæk Nielsen.

De første sponsorater kommer fra Hillerød El-Service, CC Plast, Spar Nord, CL-Electric og SuperBrugsen i Ullerød, der altså tilsammen har spyttet 25.000 kroner i kassen.

Støtte-klistermærker

Derudover blev der solgt klistermærker for 3.500 kroner, da SuperBrugsen Ullerød afholdte sin årlige generalforsamling torsdag aften. Og det glæder uddeler Thomas Schaldemose, at kunderne og medlemmerne også har lyst til at bakke op om projektet

"Vi er jo selv en forening, så vi ved, hvor vigtigt det er, at man har opbakning fra lokalsamfundet. Vi har et rigtigt godt samarbejde med Ålholm IF i forvejen, og vi vil selvfølgelig også godt være med til at støtte disse to unge vægtløfter-talenter på deres vej mod OL," fortæller Thomas Schaldemose.

Kan blive afgørende

Og pengene fra sponsoraterne og klistermærkerne falder på et tørt sted, lyder det samstemmende fra Omed Alam og Amalie Løvind.

"De kan gå hen og blive afgørende. Vi har brug for tilskud til træningslejre, faste træner til at træne os og til at deltage i diverse stævner rundt omkring i verden for at optjene point, så vi kan kvalificere os til OL. Sporten er ikke støttet af Team Danmark, og det betyder, at vi selv skal skaffe pengene. Enten ved at arbejde eller selv forsøge at skaffe sponsorater, men det tager jo tid - og den tid vil vi meget hellere bruge på at træne," siger Omed Alam.

"Der er jo nogle stævner, vi skal deltage i, hvis vi vil med til OL, og hvis vi ikke har penge til at at tage af sted til disse stævner, så kommer vi ikke til OL. Derfor er vi utrolig taknemmelige for, at der er nogle, der har lyst til at hjælpe os på den her måde," siger Amalie Løvind.

Vil du støtte?

Målet er at skaffe 250.000 kroner til de to vægtløftere, men mindre kan dog også gøre det, fortæller Henrik Følbæk Nielsen. Hvis du har lyst til at støtte med et sponsorat kan du kontakte Henrik Følbæk Nielsen på telefon 24905489. Derudover kan du altså også støtte ved at købe et 'Hillerød til OL'-klistermærke i SuperBrugsen i Ullerød.

Amalie Løvind er i øvrigt Danmarks bedste kvindelige vægtløfter i sin klasse i øjeblikket. Hun kan skrive to danske mesterskaber og 14 danske rekorder på sit cv. Derudover blev hun nummer 7 ved U23-EM i 2017.

Omed Alam er Danmarks bedste mandlige vægtløfter i sin klasse i øjeblikket. Han har sat flere end 200 danske og 28 nordiske rekorder. Han kom i top 5 ved Junior VM i 2018, og derudover kan han bryste sig af syv nordiske titler og fem seniormesterskaber.

Publiceret 01 May 2019 05:00