Trine Larsen fra Hillerød er en af de 100 frivillige, som sidder klar ved telefonen på ny sorglinje. Hun kender selv alt til sorg, da hun for to et halvt år siden mistede sin datter, som begik selvmord. På reolen i stuen står der stadig masser af fotos af datteren. Foto: Mdt

Trine Larsen fra Hillerød er en af de 100 frivillige, som sidder klar ved telefonen på ny sorglinje. Hun kender selv alt til sorg, da hun for to et halvt år siden mistede sin datter, som begik selvmord. På reolen i stuen står der stadig masser af fotos af datteren. Foto: Mdt

Mistede sin 15-årige datter: Nu hjælper Trine andre i sorg

Trine Larsen fra Hillerød har mærket sorgen på egen krop, siden hendes datter begik selvmord for to et halvt år siden. Nu hjælper hun andre sørgende som frivillig på ny telefonsorglinje

Af
Mette Dolmer Thygesen

På en ferie til Lanzarote for to et halvt år siden fik Trine Larsen den værste besked, som forældre kan få: Hendes datter var død.

Det var en aften, hvor Trine og hendes mand troede, at alt var i den skønneste orden. Datteren Rebecca, som var 15 år gammel og psykisk syg, var to måneder forinden flyttet ind på et bosted, hvor hun var glad for at være. Bostedet lå i rolige omgivelser i naturen, og Rebecca befandt sig godt og havde fået en kæreste. Hun var blomstret op. Trine havde talt med datteren, som var glad og fortalte om noget nyt sommertøj, hun ville købe. Rebecca ringede også og ønskede sin mor tillykke med fødselsdagen, og alt lod til at være fryd og gammen, fortæller 46-årige Trine Larsen.

Sorg går ikke over, men man kan blive ensom i sorgen

Så da forældrene ikke hørte fra hende om onsdagen, vakte det ikke bekymring. Og da de om aftenen fik stukket en seddel i hånden fra to spanske politibetjente med et nummer, de skulle ringe til, var det i første omgang ikke noget, der fik Trine Larsen til at tænke på Rebbeca. Det er nok noget med svigerfar, tænkte hun, men hendes mand blev alligevel nervøs og kunne ikke taste numrene ind på telefonen. men Trine Larsen fik ringet politiet op:

"De siger med det samme, at Rebecca er død. Men jeg fanger ikke en fløjtende fis. Jeg taler bare videre om alle mulige praktiske ting. Lidt efter sortner det for mig, og jeg smider telefonen og skriger, så jeg tror, hele La Santa Sport kan høre det. Jeg føler, at jeg ikke kan finde ud af at trække vejret," fortæller hun.

Rebecca havde begået selvmord. Hun var, fortæller Trine Larsen, en impulsiv pige, og havde reageret på, at hendes kæreste slog op med hende.

Alt det praktiske

Efter beskeden om Rebeccas selvmord fulgte alt det praktiske. Storesøster skulle have besked, og hun var også indlagt med psykisk sygdom og havde det skidt, så beskeden skulle gives på den mest nænsomme måde. Resten af familien - blandt andre Rebeccas mormor - skulle have besked, og Trine Larsen husker stadig, hvordan hendes søster skreg, da hun ringede og gav hende beskeden. Samtidig var de langt væk og kunne ikke bare fluks flyve hjem til Danmark:

"Vi var langt væk, men vi var sammen med vores bedste venner, så det gode var, at vi blev mandsopdækket, og de rummede at være i sorgen sammen med os, så vi fik talt det hele igennem mange gange. Men det var, som om hele kroppen kortsluttede - som om den var på standby. Vi blev begge sygemeldt, da vi kom hjem, og så var der begravelsen, der skulle arrangeres, og vi skulle tage stilling til gravstenen og alt det andet praktiske. Heldigvis har vi nogle fantastiske naboer, som trådte til. De stillede for eksempel mad og boller til os uden for døren. Ellers havde vi nok heller ikke fået spist noget," siger Trine Larsen, som har svært ved at huske detaljerne fra tiden derefter:

Kan jeg gøre bare en lille bitte smule for andre i en lignende situation, så vil jeg gøre det. Det var, som om den sorglinje var faldet ned fra himlen til mig. Jeg måtte bare melde mig

"Det hele gik op i ét - sorg, vrede, afmagt... Vi skulle også hente hendes ting på bostedet. Vi følte ikke vrede over for dem, for vi ved, det var impulsbåret. Men vi skulle pakke hendes ting ned og sortere i det. Det var hårdt. Kasserne står stadig i kælderen. Vi har ikke rørt det siden".

Gøre en smule for andre

Trine Larsen og hendes mand har gået i en sorggruppe med andre forældre, som har mistet et barn. Hun har også gået i en gruppe for forældre til børn, som har begået selvmord. Sorggrupperne har hjulpet hende meget, så da hun en dag på Facebook så, at der skulle oprettes en ny sorglinje, som efterladte kan ringe til, og at sorglinjen søgte frivillige, tænkte hun straks, at det var noget for hende:

"Kan jeg gøre bare en lille bitte smule for andre i en lignende situation, så vil jeg gøre det. Det var, som om den sorglinje var faldet ned fra himlen til mig. Jeg måtte bare melde mig."

Jeg mærker jo det gib, det giver i folk, når jeg fortæller, at jeg har mistet min datter til selvmord

Hun vil gerne dele sin erfaringer med andre sørgende - måske dem som netop er begyndt på sorgprocessen, fordi hun ved på egen krop, hvordan det er at stå i en situation, hvor man mistet det allermest dyrebare:

"Jeg har selv oplevet, hvordan det er at gå gennem byen med tunnelsyn - og både håbe og frygte at møde nogen, jeg kendte. Jeg var bange for, hvordan de ville reagere. Bange for at de ville gå over på det andet fortov og ikke tale med mig i stedet for bare at give mig et kram. Mange aner jo ikke, hvad de skal sige. Man kan se på dem, at det er ligesom at få en mavepuster, og jeg har taget mig selv i at sige ' nå ja, det går jo nok', altså negligere det for at beskytte dem. Jeg mærker jo det gib, det giver i folk, når jeg fortæller, at jeg har mistet min datter til selvmord".

Bare lytte

På sorglinjen, som Det Nationale Sorgcenter åbnede 7. januar, sidder der et korps af knap 100 frivillige klar til at tage telefonen eller chatte alle ugens dage mellem klokken 17 og 21 og tale med efterladte. Trine Larsen har cirka to vagter om måneden:

"Det handler om at være en, der gider lytte og bare lægge øre til. Hvis man sidder hjemme alene, så kan man ringe og snakke med en, som forstår følelserne, uden at det skal forklares. For vi forstår, hvor hårdt det er at miste," siger hun.

Det giver sindssygt meget at føle, man hjælper, og høre, at de siger, 'det var dejligt at snakke' bagefter

Men hvis folk har svært ved at komme i gang med at tale, så fortæller de frivillige, hvorfor de selv sidder der- hvad de har oplevet.

"Vi lytter, og vi fortæller vores egen historie, for det kan være nogle gange være svært at komme i gang med at snakke. De spørger måske, hvad vi gjorde i en bestemt situation, eller spørger om nogle helt praktiske ting. Nogle gange er det minder, vi taler om - andre gange kan det også være noget, som vi begge kan se det komiske i - for eksempel hvis man aldrig før har prøvet at pumpe luft i bildækkene, men nu hvor ægtefællen er død, har man gjort det. Man har en fælles forståelse for tingene," siger Trine Larsen, som har været på et par frivilligvagter og allerede er rigtig glad for det:

"Det giver sindssygt meget at føle, man hjælper, og høre, at de siger, 'det var dejligt at snakke' bagefter. Det gør det hele værd".

De frivillige har en superviser med på sidelinjen til støtte, og de taler højest en time med dem, der ringer ind. Hvis dem, der ringer ind, græder meget, kan de foreslå, at man chatter i stedet. Nogle gange kan det være lettere at skrive end at tale. Og inden de frivillige går hjem, taler de aftenen igennem.

"Det er også et godt fællesskab at være i. Og hvis der ikke er så mange, der ringer - så kan vi sidde og snakke sammen, os frivillige".

Sorg går ikke over

Trine Larsen er stadig i sorg, understreger hun:

"Sorg går ikke over, men man kan blive ensom i sorgen. Jeg har talt meget med venner og familie, og jeg er kommet videre, men jeg er stadig i sorg. Vi taler om Rebecca hver dag - hun er en del af os, og hun er i vores tanker hele tiden".

"Sorg går ikke over, men man kan blive ensom i sorgen," siger Trine Larsen, hvis datter Rebecca begik selvmord. Privatfoto

I reolen i stuen er der masser af fotos af Rebecca i ramme - helt som da hun levede. Trine Larsen har også fået lamineret nogle af sine yndlingsbilleder af hende, så hun altid kan have Rebecca med på ferie, rejser og lignende. Hun går også med en af Rebeccas ringe og har fået en tatovering med hendes underskrift, som hun havde skrevet på et kladdehæfte.

"Der er mange måder at bære de døde med sig. Men vi har besluttet, at det ikke skal være tabu. Rebecca selv ville også bryde tabu. Hun har lagt et foto på Facebook med teksten 'psykisk sygdom smitter ikke, men det gør tabu'. Så vi ved, det er i hendes ånd," siger Trine Larsen.

Rebecca var psykisk syg og tog sit eget liv. Hun kæmpede, da hun levede for at bryde tabuet om psykisk sygdom. Privatfoto

Rebecca var psykisk syg og tog sit eget liv. Hun kæmpede, da hun levede for at bryde tabuet om psykisk sygdom. Privatfoto

Sorglinjen

    Er et nyt landsdækkende tilbud til efterladte i alle aldersgrupper og til pårørende til alvorligt syge.

    Undersøgelser viser, at otte ud af 10 efterladte savner nogle at tale med om den, de har mistet og savner.

    har telefonnummer 70 209 903 eller læs mere på www.sorglinjen.dk.

Publiceret 05 February 2019 07:00

Tjener Boldt på besøg i Alsønderup

Foredrag Skuespiller Per Pallesen kommer på besøg i Kulsviergården i Alsønderup og holder foredrag om et langt liv i dansk revy og teater. Det er Lanbosenior Nordsjælland, der arrangerer foredraget i Kulsviergården, hvor alle er velkomne. hvor der også serveres kaffe og kage.

Lokale unge med i familiemusical

Per Pallesen er kendt for en lang række roller ikke mindst på revyscenen og i TV. Man behøver blot sige ”osse li’e på en studs” og ”Yes my boys”, så husker de fleste danskere Per Pallesen som Mathiesen i et forrygende samspil med Tommy Kenter.

Festskrift skildrer 50 år med Alsønderup Fester

Også i rollen i Matador som tjener på Jernbanerestauranten, Severin Boldt husker mange Per Pallesen. Desuden har han været instruktør i flere revyer og på teatret.

Det foregår torsdag 31. oktober kl. 13.30.

CV

Se billederne: Alsønderup festede trods halvskidt vejr