Agnethe Vendelbo Dahl, Anne Kromann og Lene Bielefeldt er nye undervisere på Klaverfabrikken. Pressefoto

Agnethe Vendelbo Dahl, Anne Kromann og Lene Bielefeldt er nye undervisere på Klaverfabrikken. Pressefoto

Nye undervisere og nye børnehold på Klaverfabrikken

Klaverfabrikken har åbnet op for to nye billedskolehold, to nye dramahold og en syskole i denne sæson

børn På Klaverfabrikken har børneundervisning været en del af husets DNA i mange år. Nu udvides dramaundervisningen og billedskolen, så der er plads til endnu flere elever, og dørene er åbnet for en splinterny syskole, hvor piger i alderen 8-14 år kan prøve kræfter med- og udvikle deres talent inden for håndarbejdets verden.

Klaverfabrikkens nye undervisere tæller tre kvinder fra Hillerød, Agnethe Vendelbo Dahl, Anne Kromann og Lene Bielefeldt.

Agnethe Vendelbo Dahl er Klaverfabrikkens nyeste dramaunderviser. Hun er uddannet til at undervise unge i dansk og fransk og har arbejdet på en kreativ friskole i 12 år.

”Jeg har et svagt punkt for at formidle gennem drama. Jeg har arbejdet med performance, som jo også indeholder en god del drama, og også selv lært meget af at turde være modig. Jeg er kommet på Klaverfabrikken gennem mange år, blandt andet med fotoudstillinger og performances," fortæller hun i en pressemeddelelse.

I dramaundervisningen skal deltagerne lege og spille skuespil, øve replikker og lege med stemninger. De skal kigge på stjerner og spille dyr, kigge hinanden dybt i øjnene, tale vrøvlesprog, lave skyggespil og danse.

"Og så skal vi hele tiden blive lidt bedre til at turde sidste gang. Faget kommer til at indeholde gode dele improvisationsteater, hvor man bare skal kaste sig ud i tingene og en masse øvelser i at være på, når det gælder,” fortæller Agnethe Vendelbo Dahl.

Nye billedskolelærer

Anne Kromann er Klaverfabrikkens nye billedskolelærer. Hun er billedkunstner og arbejder med forskellige medier, som bl.a. video, maleri, skulptur og tegning. Hun har udstillet på flere af de censurerede udstillinger i Danmark og Sverige og har mange års undervisningserfaring i de grundlæggende teknikker inden for tegning maling og skulptur. I 2017 modtog hun, i samarbejde med Bjarke Slot, støtte fra Statens Kunstfonds Huskunstnerordning med projekt ”Skulptur-Instrumenter”. Siden september har Anne Kromann undervist på Klaverfabrikkens billedskole om tirsdagen.

”På billedskolen arbejder vi med mange forskellige teknikker og materialer. Alle kan komme og være med til at være kreative og bruge hænderne til at skabe fantastiske væsener og utrolige farver," fortæller Anne Kromann i pressemeddelelsen.

Deltager på kurset tegner og øver perspektiv og skygge. De maler akvarel og arbejder med at blande farverne selv, og de bygger skulpturer af ståltråd, pap, sugerør, sølvpapir, tape, knapper og lignende, sat sammen med limpistol.

"Gennem historiefortælling sættes fantasien i sving og skaber nye billeder og figurer. Det er også muligt at lave street-art i stencils eller perleplader, som forholder sig til, hvilke budskaber den enkelte gerne vil sende til omverdenen," siger Anne Kromann.

Nyt sykursus

Lene Bielefeldt, som står for syskolen, har boet i Hillerød i tre år. Hun er uddannet professionsbachelor i tekstildesign, håndværk og formidling og har haft sin egen butik med eget design.

”Det bedste ved at kunne sy er at udleve sin skabertrang og få en god ide, der udvikler sig, og bliver anvendelig - om så det er en jakke eller en donut, og man bliver i virkeligheden virkelig stolt, når man står med noget i hånden, man selv har lavet," udtaler hun.

På syskolen arbejder nogle med at lave tøj, andre puder og bamser - eller noget helt tredje, de selv finder på.

Holdet er fuldt booket lige nu, men de, der er interesseret i håndarbejde, kan følge med på Klaverfabrikkens facebookside, for det kan være, at syskolen åbner en workshop i løbet af foråret.

Alle hold kræver tilmelding. Der er stadig ledige pladser på nogle af drama- og billedkunstholdene - også et dramahold for voksne.

Tilmelding via tilmelding.klaverfabrikken.dk.

Publiceret 01 November 2018 16:00