"Det er de første cykler, der skaber fundamentet for børnenes læring og glæde ved at cykle," fortæller Søren Heissel. Foto: Martin Warming

Nu kan du 'lease' ungernes cykler

Nu kan du skifte børnenes cykler ud, når de ikke kan passe dem mere

Af
Martin Warming

De fleste, der har børn, har sikkert prøvet det; At købe billige cykler til poderne, fordi de alligevel hurtigt vokser fra dem.

Problemet med de billige cykler er bare, at de ikke kan holde til ret meget, og at de heller ikke er særlig sjove eller gode at køre på. Det mener i hvert fald Søren Heissel fra Sponz MTB Center på Frydenborgvej.

Børn vokser ret hurtigt fra deres første cykler, men med vores nye koncept kan man få skiftet cyklen fire gange i løbet af fire år og altid have en cykel, der passer til barnet

Han har derfor lanceret et nyt koncept, hvor forældre kan 'lease' cykler til deres børn.

"Børn vokser ret hurtigt fra deres første cykler, men med vores nye koncept kan man få skiftet cyklen fire gange i løbet af fire år og altid have en cykel, der passer til barnet. Det er de første cykler, der skaber fundamentet for børnenes læring og glæde ved at cykle. Derfor må vi som forældre ikke gå på kompromis med kvalitet, vægt og korrekt størrelse på cyklerne," siger Søren Heissel.

Skifte cykel fire gange

Konceptet hedder 'Frog Recycle-koncept', og kunden kan altså skifte cykel fire gange i løbet af fire år.

"I aftalen er inkluderet service og vedligeholdelse af cyklen. Da børn slider utrolig lidt på cyklerne, ønsker vi at lade flere børn få glæde af samme cykel. Cyklerne vil derfor oftest fremstå meget velholdte. Og samtidig er det jo godt for miljøet, da cyklerne ikke bare bliver smidt ud, når børnene ikke kan passe dem mere," tilføjer Søren Heissel.

Specialfremstillet

De cykler, der indgår i aftalen, er af mærket 'Frog', der er specialfremstillet til børn.

"I modsætning til mange andre børnecykler, hvor man typisk bare har taget en almindelig cykel og skrumpet den ned til børnestørrelse, så er en Frog-cykel produceret 100 procent til børn, og alle komponenter er udviklet til at passe til børnenes små kroppe. Samtidig er en Frog-cykel i gennemsnit tre kilo lettere end andre børnecykler," siger Søren Heissel, der tilføjer, at 'leasing'-aftalerne kan tilpasses den enkelte families behov.

Publiceret 29 September 2018 08:00