"Vi har en tro på os selv, og den er ikke blevet mindre efter den her kamp," siger hillerød-træner Kasper Jørgensen. Foto: Jan F. Stephan

Hillerød-træner: "Det har været en stor, stor oplevelse"

Af
Martin Warming

Brøndby fik - som ventet - nedkæmpet Hillerød Fodbold i pokalturneringen, men 2. divisionsholdet fra Hillerød gjorde det absolut ikke nemt for de forsvarende pokalmestre fra Vestegnen.

"Vi håbede jo, at vi ville trække en stor modstander, og så trak vi en af de måske bedste og største modstandere, vi kunne. Det har været en stor, stor oplevelse, og jeg er generelt ganske tilfreds med vores indsats i kampen. Vi vidste jo godt, at oddsene for, at vi skulle vinde, var meget små, men vi havde et klart mål om, at vi skulle lykkedes med det, vi havde sat op taktisk, og at vi kunne drille dem lidt, og det synes jeg faktisk, at vi gjorde i store dele af kampen," sagde Hillerøds træner Kasper Jørgensen efter kampen til Hillerød Posten.

Se flere billeder fra stadion og kampen i galleriet nederst i artiklen...

Hillerød-træneren mener, at hans spillere fulgte godt med langt ind i kampen.

"Vi er generelt gode på bolden. Hvis man ser vores kampe i 2. division, så vil man også se, at vi har bolden mere end vores modstandere. Jeg synes, vi klarede os rigtig godt i mange af vores kombinationer, og vi havde et håb om, at vi kunne spille op med dem et godt stykke ind i kampen, og det synes jeg, at vi lykkedes rigtigt fint med," sagde Kasper Jørgensen.

Niveauer over

Hillerød satte det første mål ind efter 12 minutter, men kort før pausen udlignede Brøndby til 1-1. Brøndby fik generelt bedre fat i 2. halvleg, og flere af Hillerøds spillere fik sværere og sværere ved at følge med.

"De er selvfølgelig niveauer over os i alle faser. Men det altafgørende er fysikken. De træner tre gange mere end os, og de løber tre gange mere end os, og så skal det jo gå galt på et eller andet tidspunkt," siger Kasper Jørgensen.

Helt galt gik det dog ikke. Der stod godt nok 1-4 på måltavlen efter kampen, men der er ingen tvivl om, at hillerød-spillerne fik vist sig selv, holdet, klubben og hele Hillerød frem på fornemste vis.

"Vi har en tro på os selv, og den er ikke blevet mindre efter den her kamp. Vi har vist, at vi også godt kan følge med, når vi møder nogle fra øverste hylde. Vores mål var at gøre en god figur, og det gjorde vi," slutter Kasper Jørgensen.

Publiceret 28 September 2018 11:38