Sebastian Skinnerup og Rasmus Holst Andersen har åbnet fysioterapiklinik i Teglværket ved Hillerød Stadion. Privatfoto

Sebastian Skinnerup og Rasmus Holst Andersen har åbnet fysioterapiklinik i Teglværket ved Hillerød Stadion. Privatfoto

Studiekammerater er flyttet ind i det gamle Teglværk

To fysioterapeuter har åbnet klinikken Sund Kurs på Frydenborgvej

Det charmerende gamle Teglværk på Frydenborgvej med Gribskov lige i baghaven har fået nye lejere.
Det er de to fysioterapeuter Sebastian Skinnerup og Rasmus Holst Andersen, som har åbnet en ny fysioterapiklinik ved navn Sund Kurs. Her tilbyder de fysioterapeutiske behandlinger og massage til både private og virksomheder, enten i deres egne lokaler eller hjemme på privatadresser eller ude på virksomhederne.
Sund Kurs tilbyder også præventive sundhedstiltag med henblik på at optimere livskvaliteten for den enkelte.
”Livsstil er ikke noget, der typisk kan ændres henover en nat, og der er ofte tale om mange års rutiner og vaner, der skal spores ind på en lidt sundere kurs. Vores livsstil har jo stor indflydelse på, hvor længe vi lever, og hvor godt vi har det imens. Så vi finder det selvfølgelig meget vigtigt, at vores arbejde skal have livsstilsfaktoren med ind over”, udtaler indehaver og fysioterapeut Sebastian Skinnerup i en pressemeddelelse.

Ud på arbejdspladserne

Arbejdspladserne er et godt sted at tage fat i sundheden, fortæller fysioterapeut Rasmus Holst Andersen:
”For det første er det et sted, hvor vi befinder os rigtig mange timer i løbet af hverdagen, og det er derfor uhyre vigtigt at arbejde hensigtsmæssigt, i rigtige arbejdsstillinger og få en sund arbejdskultur. Og det er også i virksomhedens interesse, at medarbejderne er sunde, raske og glade, for det giver blandt andet færre sygedage”.

De tilbyder også holdtræning i de atmosfæriske lokaler. Privatfoto

De tilbyder også holdtræning i de atmosfæriske lokaler. Privatfoto

Den vigtige motion

Et andet område, som Sund Kurs er passioneret omkring, er motion. Motion er vigtigt for at sikre et langt liv uden skader og sygdom:
”Men mange af os har det lidt svært med at finde interessen og får det oftest kun gjort af nødvendighed og dårlig samvittighed - frem for af interesse og glæde. Det er jo lidt træls,” siger Rasmus Holst Andersen.
Derfor har Sund Kurs åbnet træningsfasciliteter og holdtræning i lokalerne i det charmerende Teglværk med synlige hanebjælker. De har for eksempel et hold for mountainbikere og leger med tanken om både meditationshold, et pre-skihold, et livsstilshold med fokus på varigt vægttab og måske et ambitiøst hold, der gerne vil bestige et bjerg inden for et par år.

Vokset op i Nødebo

Sebastian Skinnerup og Rasmus Holst Andersen er begge opvokset i Nødebo, men har gået på forskellige skoler i Hillerød. De lærte først hinanden at kende, da de mange år senere mødtes på fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen UCC her i Hillerød. Her blev de kammerater og skrev flere opgaver sammen. Én af opgaverne baserede sig i øvrigt på feltstudier og rådgivning i Byrådssekretariatet på Hillerød Kommune.
Sebastian Skinnerup bor i dag i Annisse Nord med sin kæreste Molly, mens Rasmus Holst Andersen har boet i Hillerød i mange år, indtil han for nylig flyttede ind til Nørrebro med sin kæreste Caroline.

Teglværk med sjæl

Sebastian Skinnerup er kommet på Teglværket, siden han var helt lille, hvor hans forældre flyttede deres egen virksomhed ud af stuen og derop. De to fysioterapeuter oplever Teglværket som et sted med sjæl og et stærkt fællesskab.
“Mange af os lejere kommer hinanden ved i hverdagen og søsætter projekter sammen på kryds og tværs. Så det var helt naturligt, at det skulle være her, vi ville slå os ned. Det er selvfølgelig også et kæmpe plus, at vi har Gribskov lige i baghaven,” fortæller han Hillerød Posten. Mdt

Publiceret 28 December 2017 09:00