Rektor Peter Kuhlman fra Frederiksborg Gymnasium og HF sendte fredag over 400 studenter videre ud i livet. Foto: Martin Warming

Rektor Peter Kuhlman fra Frederiksborg Gymnasium og HF sendte fredag over 400 studenter videre ud i livet. Foto: Martin Warming

Rektor til studenter:

"Der findes ikke en smart og let genvej til lykke og succes"

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed, at studenterne brugte weekenden på at fejre sig selv og deres eksamensbeviser. Et utal af pyntede lastbiler med dunkende musik er i løbet af weekenden kørt gennem Hillerøds gader, og der skulle heldigvis mere end halvdårligt sommervejr til at ødelægge studenternes gode humør.
Se billedgalleriet: 428 studenter sprang ud fra Frederiksborg Gymnasium og HF
De første studenter fra Frederiksborg Gymnasium og HF sprang ud, da 47 HF-studenterne fik deres huer på fredag formiddag.
“At tage en HF-eksamen er noget helt særligt. Derfor er I også hver især helt særlige. I har hver især nået jeres mål på jeres helt egen og personlige måde. Nogle af jer har været godt stressede i forløbet, andre har været mere afslappede i tilgangen til undervisningen og eksamen. Nu sidder I på en affyringsrampe og om lidt går kanonen af, og I flyver ud og skal videreuddannes og virke i et samfund og en verden, som virker lidt uoverskuelig. Derude på den anden side af Teglgårdssøen finder I ikke en tutorlærer, en teamlærer og en studievejleder, der holder øje med jer og tager fat i jer, når I skal have et skub i den rigtige retning. Nu er I sådan set lidt alene om at vælge retningen for resten af jeres liv. Men jeg er sikker på, at vi har givet jer de kompetencer med på flyveturen ud i livet, som I får brug for,” lød det blandt andet fra rektor Peter Kuhlman, da han holdt tale for eleverne.

Ingen genvej

Et par timer efter var det blevet gymnasie-elevernes tur, da 381 STX-studenter og deres familier var samlet til translokation i gymnasiets sportshal på Carlsbergvej.
“Da I kom til skolen, sagde jeg, at for at jeres uddannelsesforløb skulle blive en succes, måtte I ikke flytte hjemmefra, tage erhvervsarbejde og under ingen omstændigheder blive forelsket. Nu ville det så være på sin plads, at jeg giver jer tre nye råd til, hvordan resten af jeres liv bliver en succes. Men jeg har desværre ikke en enkel opskrift på succes og lykke. Hvis I googler lykke og succes, vil I opdage, at der hvert år udgives tonsvis af selvhjælpsbøger. ”Hvordan jeg får succes på jobbet. Få succes i karrieren. Bliv lykkelig med yoga og transcendental meditation. Sådan får du succes i kærlighed.” – jeg må varmt fraråde jer at læse den slags uvidenskabelige selvhjælpsbøger. Der findes ikke en smart og let genvej til lykke og succes,” sagde Peter Kuhlman til studenterne, inden han sendte dem videre ud i livet - og i første omgang formentlig til en hel masse studenterfester.

Eleverne stimlede sammen til fællesfotografering efter translokationen. Fotos: Claus Beyer

Eleverne stimlede sammen til fællesfotografering efter translokationen. Fotos: Claus Beyer

Nået finalen

Også på HF & VUC Nordsjælland på Milnersvej fik de nyudklækkede HF-studenter - 125 i alt - deres eksamensbeviser fredag formiddag.
“I har nu efter en lang og til tider sej kvalifikationsrunde spillet jer frem til finalen – den store finale, som venter ude på den anden side af Montebellos gule mure – der hvor den blå hue skal bringes i spil,” sagde rektor Ruth Kirkegaard i sin translokationstale.
På Hillerød Handelsgymnasium og Handelsskole var translokationen henlagt til lørdag formiddag, og kantinen på Trollemindeallé var proppet til bristepunktet, da lidt over 300 elever fik uddelt eksamensbeviser.

null

Publiceret 26 June 2017 16:00