Kim Hendry glæder sig til at kaste sig over byrådsarbejdet. Arkivfoto

Kim Hendry glæder sig til at kaste sig over byrådsarbejdet. Arkivfoto

49-årig skævingeborger er Hillerøds nye byrådsmedlem

Kim Hendry glæder sig til at tiltræde som byrådsmedlem og håber at gøre en forskel lokalt

Det er den 49-årige bilsælger Kim Hendry, som 21. december får debut som byrådsmedlem på Hillerød Rådhus.
Skævingeborgeren blev mandag formiddag ringet op af Liberal Alliances byrådsmedlem Jonathan Nielsen, som har fået nyt job som ministerrådgiver og derfor stopper i byrådet.
"Jeg blev overrasket, men jeg kan godt forstå, Jonathan gør, som han gør. Jeg ønskede ham stort tillykke," siger Kim Hendry, som 21. december formelt kan sætte sig i stolen i byrådssalen, da han fik næstflest stemmer for Liberal Alliance og dermed er suppleant for Jonathan Nielsen.
"Jeg stillede op til kommunalvalget, og jeg står inde for det, jeg gør og siger. Nu vil jeg give fuld valuta for pengene til dem, der har brugt deres kuglepen på et kryds på mig," siger Kim Hendry, der dog siden kommunalvalget har meldt sig ud af Liberal Alliance.

Løsgænger

Udmeldelsen skyldtes dog mest landsækkende politik og Liberal Alliances lokale politik i Hillerød. Men særligt partiets liberale holdning til Uber er Kim Hendry imod.
"Jeg har ikke meldt mig ind i noget parti, så jeg er løsgænger, og det er min plan at fortsætte med det. Siden jeg forlod Liberal Alliance, er jeg blevet spurgt, om jeg vil melde mig ind i andre partier, og jeg har sagt pænt nej tak. Men mit samarbejde kommer til at gå med Klaus (Markussen, Venstre, red.) og den blå blok med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det er det, jeg gik til valg på, og det står jeg ved," siger han til Hillerød Posten.
Tirsdag aften skulle han da også mødes med Klaus Markussen og Liberal Alliances nu enlige byrådsmedlem Marco Oehlenschläger, som i øvrigt i sin tid blev valgt ind for Venstre. De skulle snakke om, hvad der skal ske det næste års tid.

Comeback

Kim Hendry kalder det et politisk comeback, at han nu sidder med ved bordet med de 26 andre byrødder:
"Jeg har jo mere eller mindre meldt mig ud af politik, men nu kan jeg blande mig igen. Jeg vil gerne gøre vores kommune bedre at bo i. Det er det, der er min intention. Jeg vil gerne sætte mit fingeraftryk, så tingene kommer til at fungere bedre for alle parter," siger han og kalder byrådstjansen for en stor udfordring:
"Jeg er spændt på det. Det skal nok blive sjovt og spændende. Jeg håber, at de, der har sat deres kryds ved mig, får opfyldt deres forventninger".
Kim Hendry bor på Bombakken med sin søn, som går på Sigerslevøster Privatskole. Han har indædt kæmpet for at få fjernvarmepriserne ned i Skævinge, har været aktiv i foreningen Fair Dog, der kæmper for hundes og hundeejeres interesser, og er med foreningen Natteravnene i Skævinge.
Han synes, der bliver sparet for meget på forholdene for de unge og ældre generelt i hele landet, men håber at kunne gøre en forskel her lokalt.
Ellers har det tekniske område hans særlige interesse, så han håber på en udvalgspost i Miljø- og Teknikudvalget.
Kim Hendry flyttede til Skævinge i 2006 og kom fra Frederikssund. Han har tidligere været medlem af venstre, men aldrig siddet i nogen kommunalbestyrelse før.
"Det er min debut - så det bliver spændende at prøve," siger han.

Publiceret 07 December 2016 03:00