Kim Hendry har meldt sig ud af Liberal Alliance på grund af partiets holdning til taxatjenesten Uber og på grund af Joachim B. Olsen. Privatfoto

Kim Hendry har meldt sig ud af Liberal Alliance på grund af partiets holdning til taxatjenesten Uber og på grund af Joachim B. Olsen. Privatfoto

Kim Hendry melder sig ud af Liberal Alliance

Førstesuppleant Kim Hendry forlader Liberal Alliance, men fortsætter som førstesuppleant, hvis Jonathan Nielsen er fraværende

Som den kandidat fra Liberal Alliance med næstflest personlige stemmer blev Kim Hendry fra Skævinge i 2013 valgt som førstesuppleant til Hillerød byråd for partiet.
Men han har nu meddelt, at han træder ud af Liberal Alliance. Årsagen er ikke den politik, partiet fører lokalt i Hillerød Kommune, men partiets positive holdning til taxatjenesten Uber.
Kim Hendry mener nemlig ikke, at Uber kan være lovlig blandt andet på grund af lovgivningen omkring persontransport mod betaling, og fordi Uber ikke kontrollerer, om chaufførerne har erhvervskørekort.
"Det, der fik bægeret til at flyde over for mig, er, at partiet billiger, at Uber kører, og også benytter sig af tjenesten. Det er helt forrykt," siger Kim Hendry til Hillerød Posten.
Han er heller ikke fan af Liberal Alliances folketingsmedlem Joachim B. Olsen:
"Joachim B. Olsens uheldige optræden i pressen har gjort, at jeg er blevet stillet over for nogle meget personlige spørgsmål til hans optræden, som jeg absolut ikke kan forsvare, da jeg er lodret uenig med Joachim," lyder det fra Kim Hendry, som oplever, at "folk står og griner, hver gang Joachim B. Olsen har åbnet munden det sidste stykke tid" og blandt andet er ked af den tidligere kuglestøders "nedsættende bemærkninger om kvinder".
Kim Hendry vil stadig stå til rådighed som førstesuppleant, oplyser han, og kan derfor træde til, hvis Jonathan Nielsen er fraværende.
"Jeg har ikke noget problem med den lokale politik, der bliver ført fra Liberal Alliances side her i Hillerød, og jeg har et godt samarbejde med Jonathan Nielsen. Jeg er enig i Liberal Alliances lokale holdninger," siger Kim Hendry, som umiddelbart ingen planer har om at melde sig ind i et andet parti, men heller ikke vil udelukke, det kan ske på et tidspunkt.

Ønsker held og lykke

Jonathan Nielsen, der blev valgt som eneste kandidat for Liberal Alliance ved valget i 2013 (Marco Oehlenschläger blev valgt ind for Venstre, men skiftede i maj 2014 til Liberal Alliance, red.), ønsker Kim Hendry held og lykke i sit videre virke:
"Vi er lige gode venner af den grund. Han gør selv sin politiske stillingtagen op og har på spørgsmålet om Uber placeret sig anderledes end os andre. Men vi har fortsat en fin relation, selvom vi ikke er enige om Uber," siger Jonathan Nielsen, som ikke regner med at få fravær fra byrådsmøderne:
"Jeg har tænkt mig at passe mit arbejde selv, så jeg regner ikke med, Kim bliver indkaldt. Men vi er jo gået til valg på det samme program, så det, han forfægtede i valgkampen, er stadig det, han mener. Men jeg har ingen intentioner om at svigte det mandat, jeg har fået, og indtil videre har jeg ikke været fraværende og regner heller ikke med at blive det," siger han.
Liberal Alliance fik i alt 1.118 stemmer i Hillerød Kommune. De 296 af dem var personlige stemmer til Jonathan Nielsen, mens Kim Hendry altså fik næstflest personlige stemmer, nemlig 136.

null

Publiceret 16 February 2016 13:30