"Jeg føler, man er helt til grin, nu man er blevet handicappet," skriver Steen Rasmussen fra Nødebo. Arkivfoto rudolfgeiger - stock.adobe.com

DEBAT: Spørgsmål og svar: "Kan det passe, man skal vente måneder på hjælpemidler?"

Steen Rasmussen, Sportsvej 10, Nødebo

Angående visitation og hjælpemidler i Hillerød Kommune.

Jeg har søgt på en el-scooter, der var seks måneders ventetid, og en rollator ni måneder.

Kan det virkelig have sin rigtighed, at der er er flere måneders ventetid på at få noget hjælp her i kommunen? Det er meget for ringe, for så mange er vi nu heller ikke her i Hillerød.

Jeg føler, man er helt til grin, nu man er blevet handicappet.

Svar fra kommunen:

Vores sagsbehandlere gør hver dag deres bedste for at levere god borgerservice inden for rammerne og ud fra ressourcerne.

Ansøgninger behandles, så hurtigt som vi kan, og vi overholder de politisk besluttede sagsbehandlingstider på hjælpemiddelområdet.

Alle borgere, der søger om en rollator, kan komme på rådhuset hver torsdag fra 15-17, hvor vi har vores Kvikkasse. Opfylder man kriterierne, kan man gå herfra med den bevilligede rollator.

Ved ansøgning om en El-scooter kan der være tale om lidt længere sagsbehandling, fx fordi vi gerne vil hjem og tale med borgerne i deres egne omgivelser og se, hvordan de kommer omkring. Der kan også være tale om afprøvning ift. at køre sikkert i trafikken.

Maja Schmidt Jensen, sektionsleder, Visitation og Hjælpemidler

Publiceret 16 November 2019 19:00