"En torsk på krogen," skriver Svend E. Hansen, som har taget dette foto.

DEBAT: Man malker penge fra bilister

Svend E. Hansen, Bakkegade 24A, Hillerød

Et meget berømt surrealistisk maleri af rene Magritte hedder 'dette er ikke en pibe'. Maleriet forestiller en pibe, men det er rigtigt nok, at det ikke er en pibe, men et maleri af en pibe.

Mine surrealistiske fotos hedder 'dette er en malkemaskine'. Det er rigtigt, at de ikke forestiller en malkemaskine, men det fungerer på samme måde. Man malker penge fra bilister ned i kommunens lommer.

Fotoene er taget ud for Bakkegade 24B i Hillerød og forestiller en udkørsel fra en bolig, påstår p-vagten. Forelagt den oplysning, at der ikke er så meget som en trillebør eller en barnevogn, der er kørt ud derfra de sidste cirka 40 år, siden huset blev bygget, svarer p-vagten, at det er en udkørsel, og at det er lige meget, om den bliver brugt eller ej. For der står i loven, at man ikke må parkere foran en udkørsel - et svar og en konduite, der er en sovjetisk bureaukrat værdig. Og derfor bliver man pålagt en bøde på 1020 kroner (dobbelt så stor som en normal p-bøde, fordi man holder foran en udkørsel, red.).

Et simpelt regnestykker siger, at hvi man kan skrive 4-5 bøder ud, er der 4000-5000 kroner til kommunen hver dag, bare på denne ene p-plads. Dette er endnu et eksempel på kommunens, politikerne og 'servicearbejdernes' behandling af borgere og gæster i Hillerød midtby.

Man malker penge fra bilister ned i kommunens lommer

Om det er rimeligt, vil jeg lade være op til den enkelte læser. Jeg synes det ikke.

Svar fra Hillerød Kommune:

Regler og love i enkeltsager kan virke ulogiske. Samtidig må vi sige, at det ikke kan lade sig gøre for P-vagterne at vurdere i hvert enkelt tilfælde, om en udkørsel nu også er en udkørsel, især fordi trafik til og fra indkørslen skal ses i forhold til både bilister og til cyklister. Det er ikke tilladt at parkere foran en indkørsel, og det er det, vores p-vagter må forholde sig til.

Tonny Skaksen, sektionsleder, Opkrævningssektionen

"En indkørsel til hvad," spørger Svend E. Hansen, som har taget fotoet.

Publiceret 07 October 2019 16:00