Illustration: Aarstiderne Arkitekter

Illustration: Aarstiderne Arkitekter

DEBAT: Større stadion i Hillerød til 1. divisionskampe ved Selskovvej? Stop nu!

Christian Grünewaldt, Selskovvej 39, Hillerød

Det er fantastisk, at Hillerød støtter fodbolden og ønsker at udvide mulighederne for, at klubben kan avancere i rækkerne og spille 1. divisionskampe på hjemmebane. Men hvis man virkelig mener noget med det og har ambitioner på fodboldens vegne, så bør man tænke større og mere ambitiøst. Måske en dag Hillerød kan spille i superligaen?

Området ved Hillerød (Selskovvej) stadion egner sig simpelthen ikke til ambitioner i dette format:

- Det er bolignært område med små villaveje.

- Det ligger lige op ad naturskønne skovområder inklusiv slotshaven.

- Det er langt fra S-togstation.

- Trafikforholdene vil i det hele taget blive vanskelige.

Stop det forkølede og halvhjertede Selskovvej stadionprojekt, der vil ødelægge mere, end det gavner i et naturskønt område

Zoomer man ud og kigger på det store kort over Hillerød, får man øje på, at det er en helt skæv og vanvittig placering i bunden af Grib skov lige op ad Frederiksborg slotsområde.

Området kan bære nuværende aktivitetsniveau i form af træning og kampe i mindre format - og det endda med visse udfordringer med støj og lys for de nærmeste naboer.

Kære politikere i Hillerød.

Stop det forkølede og halvhjertede Selskovvej stadionprojekt, der vil ødelægge mere, end det gavner i et naturskønt område.

Lad os nu få skitseret et ordentligt fremtidssikret projekt, som vi kan være stolte af i Hillerød:

- Et stadion med mulighed for på sigt at avancere/udvide til superligaen.

- Et stadion med en fornuftig placering tættere på S-togsstation/busser, større vej og med plads til ordentlige parkeringsforhold.

- Et stadion som også rummer muligheder for anden idræt, erhvervsliv og kulturelle aktiviteter.

Vi kan godt gøre det rigtigt i Hillerød, hvis vi vil!

Publiceret 27 September 2019 13:00