Bag bygningen Den Lowzonske Gård vil investorer bygge nye boliger. Foto: Jens Berg Thomsen

Bag bygningen Den Lowzonske Gård vil investorer bygge nye boliger. Foto: Jens Berg Thomsen

DEBAT: Spørg borgerne om den lowsonske gård

Jørgen Nielsen, Aspehaven 8, 3400 Hillerød

Man bliver gang på gang skuffet over politikernes begrænsede visioner for at udvikle Hillerød til en harmonisk, levende og spændende by.

Senest har vi læst i lokalavisen, at et af de sidste gamle bymiljøer, den lowsonske gård ved Møllestræde, tænkes bebygget med boliger.

Tænk jer om, politikere, og prøv at forestil jer, hvilke muligheder der her findes for at berige Hillerøds bymiljø. Det opnås ikke ved at bygge boliger, som i øvrigt vil bidrage til mere trafikkaos i byen

Det er politikerne tilsyneladende enige om. Uenigheden går alene på, om der skal bygges i 3½ eller 4½ etage. Ingen i byrådet har åbenbart gjort sig den tanke, at pladsen kan bruges til noget andet end boliger.

Alle er vist enige om, at der er behov for at skabe et mere spændende midtbymiljø, og her kunne dette gårdmiljø sagtens være et aktiv til glæde for alle byens borgere. Tæt på gågaden og et område, hvor der også uden for normal forretningstid er fyldt op med mennesker.

Den eksisterende bebyggelse trænger til en kærlig hånd, det er tydeligt nok. Den gamle originale brolægning, delvis dækket af asfalt, vil imidlertid kunne give stedet et enestående særpræg og et minde om det Hillerød, der engang eksisterede. Vel ét af de sidste minder.

Det bør bevares og ikke plastres til med boliger.

Tænk jer om, politikere, og prøv at forestil jer, hvilke muligheder der her findes for at berige Hillerøds bymiljø. Det opnås ikke ved at bygge boliger, som i øvrigt vil bidrage til mere trafikkaos i byen.

Derfor dette forslag: lad borgerne få ordet, så de kan komme med ideer. Borgerinddragelse hedder det.

Publiceret 20 September 2019 19:00