Foto: Another World Entertainment

Foto: Another World Entertainment

Coppolas egen version af 'Apocalypse Now' på det store lærred

Café Slotsbio viser Francis Ford Coppolas version af 'Apocalypse Now'

film For 40 år siden havde krigsfilmen 'Apocalypse Now' premiere. Men filmen, som af mange betegnes som historiens bedste krigsfilm, har aldrig tidligere været vist, som instruktør Francis Ford Coppola selv ønskede det - før nu.

Den nye endegyldige version havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i år, hvor den høstede stående ovationer, og hvor den 40 år tidligere vandt Guldpalmen. Coppola har selv klippet filmen om, således at spilletiden nu er på tre timer - altså godt og vel en halv time længere end den oprindelige version. Den nye version af filmen kan ses i Café Slotsbio onsdag 11. december klokken 19.

'Apocalypse Now' handler om en amerikansk efterretningsofficer, som under Vietnam-krigen sendes ud på en hemmelig mission. Han skal opspore og likvidere en gal oberst, der skjuler sig dybt inde i Cambodjas jungle, hvor han har etableret sig med sin egen hær af lokale. Det bliver en rejse gennem krigens helvede og en indre rejse til sindets afkroge.

Filmen blev belønnet med to Oscar-statuetter og nomineret til yderligere seks. Den har ligeledes vundet Guldpalmen, tre Golden Globes, to BAFTA-priser og utallige andre udmærkelser.

Instruktør Francis Ford Coppola har vundet fem Oscars for bl.a. Godfather-trilogien, og skuespillere som Marlon Brando, Martin Sheen, Dennis Hopper, Harrison Ford og Robert Duvall medvirker i filmen.

Den introduceres fra klokken 18.30 af Ebbe Preisler.

Mdt

Publiceret 01 December 2019 08:00