Der er julemarked i den kommende weekend i Skævinge. Privatfoto

Der er julemarked i den kommende weekend i Skævinge. Privatfoto

Kunsthåndværkere holder julemarked i Skævinge

Skævinge Kunstforening inviterer til julemarked med kunsthåndværk, trylleshow, julemand og ny modeljernbane

jul Tradition tro afholder Skævinge Kunstforening 'Kunsthåndværkernes Julemarked' på Føllegård i Skævinge lørdag 16. november og søndag 17. november, begge dage klokken 11-16.

Her viser flere end 30 kunsthåndværkere deres juleting. Alle længer på Føllegård er fyldt op, også på begge etager i Hovedhuset, hvor man også finder nyskabelsen 'Skævinge-Frederiksværk-Hundestedbanen i størrelse 1:87. Det er Skævinge Modeljernbaneklub, som inviterer indenfor, hvor man kan se, hvorledes en 44 m2 stor jernbane er under opbygning, og man kan både se og høre de store lokomotiver dampe afsted med gods til Stålvalseværket og med passagerer til Hundested-Rørvig-færgen, som selvfølgelig ligger i havn og venter.

Julemanden vil være at træffe klokken 11-14 begge dage, og der er trylleshow for børn klokken 12 begge dage.

Caféen byder på gløgg og æbleskiver, som kan nydes til levende musik i Rytmelængen, og det traditionelle julelotteri er selvfølgelig også stillet op.

Om søndagen kan man købe ribbenstegssandwich, og begge dage sælges brændte mandler.

Da der bygges rækkehuse tæt på Føllegård, er det ikke muligt at parkere på Føllegårdsvej. Derfor henvises der til parkeringspladserne ved SuperBrugsen og Netto på Hovedgaden. Herfra får man cirka 5 minutters frisk travetur op til Føllegård ved at følge pilene hen til Føllegårds Alle.

Publiceret 12 November 2019 16:00