Torben Kjær gæster diabetesforeningen. Arkivfoto: Marie Varming

Torben Kjær gæster diabetesforeningen. Arkivfoto: Marie Varming

Hør om regionens arbejde med diabetes

Diabetesforeningen inviterer til oplæg med regionsrådsmedlem Torben Kjær

sundhed Diabetes koster det danske samfund over 31 milliarder kroner om året. Diabetes er en sygdom i vækst, som udgør en stigende post på de offentlige sundhedsudgifter.

Hvordan bærer man sig af med at stille de store folkesygdomme som f.eks. cancer, diabetes og hjertesygdomme op over for hinanden? Og hvad specielt diabetes angår: SDCC - Steno Diabetes Center Copenhagen - åbner i begyndelsen af 2021. Det bliver Nordeuropas største og mest moderne diabetescenter. Hvad ligger bag beslutningerne om SDCC? Beslutninger, som Region Hovedstaden, Novo Nordisk Fonden og Steno Diabetes Center med direktør Allan Flyvbjerg i spidsen har forhandlet sig frem til.

Kom og hør mere om dette, når regionsrådsmedlem fra Enhedslisten Torben Kjær, som i øvrigt selv blind diabetiker og bosiddende i Hillerød, er oplægsholder i Diabetescafeen tirsdag d. 12. november. Torben Kjær taler om sit arbejde i Regionsrådet klokken 17. Cafeen åbner klokken 16, og alle er velkomne. Der bydes på en kop kaffe eller te, mens brød, ost og et glas vin kan købes for 20 kroner. Det hele foregår i Kedelhuset, Fredensvej 12 B - bag Hillerød Bibliotek.

Publiceret 08 November 2019 16:00