Tikke Takke Duo spiller gakket musik i Brohuset.

Tikke Takke Duo spiller gakket musik i Brohuset.

Nyt tiltag i Brohuset: Gakkede sange for børn og voksne

Kulturgruppe inviterer til deres første familiekoncert, og man skal medbringe en fisk for at få en billet

børn For første gang nogensinde arrangerer Brohusets Kulturgruppe en familiekoncert. Det sker søndag 10. november klokken 15, hvor kulturgruppen inviterer til familiekoncert med Tikke Takke Duo, der leverer gakkede sange fra verdenshavet. Det sker i beboerhuset Brohuset på Østervang 103.

Tikke Takke Duo inviterer ifølge arrangørerne "ud på et ocean af sprudlende og vilde fortællinger om havets forunderlige dyr. På havets bund møder man den farlige muræne, der æder havets mindste dyr, oppe på strandkanten venter en excentrisk edderkop med vandskræk, og længere nede ad strandkanten kan man danse tango med Krabben Ken".

Tikke Takke Duo er et samarbejde mellem musiker og komponist Andreas Ugorskij og historiefortæller Hans Laurens. Tikke Takkes sange er kommet til verden via workshops med børn, og forlaget Dansk Sang udgav sidste år Tikke Takkes sanghæfte ”Gakkede sange fra verdenshavet”, der består af ti skøre sange.

Kom med en fisk

For at få en billet til koncerten skal man komme med en underlig fisk, som man selv har lavet, og som man så kan bytte til en billet. Der er præmie til den flotteste fisk. De første underlige fisk er allerede afleveret til Brohuset og ombyttet til billetter, og Thyge Enevoldsen fra Kulturgruppen har lovet at skaffe et solidt, vestjysk fiskenet, så man kan fange endnu flere fisk ved Brohuset.

Koncerten er for børn og voksne i alle aldre – børn under 8 år dog kun ifølge med voksne.

Foruden Kulturgruppen står Den sociokulturelle Landsby, Hillerød Bibliotekerne og Klaverfabrikken bag familiekoncerten

Publiceret 07 November 2019 05:00