Udover køretøjer i miniputstørrelsen vises en gennemrenoveret Puch MS50 fra 1977 samt intet mindre end den originale Ford T, som kørte som Korsbæks Taxi i TV-serien Matador. Pressefoto

Udover køretøjer i miniputstørrelsen vises en gennemrenoveret Puch MS50 fra 1977 samt intet mindre end den originale Ford T, som kørte som Korsbæks Taxi i TV-serien Matador. Pressefoto

Samlerne kommer til Hillerød

Søndag byder på samlerdag i Frederiksborgcentret

samlere Den Nordsjællandske Samlerdag kommer til at byde på et væld af forskellige stande på søndag 20. oktober klokken 10-16.

Samlermessen arrangeres af FrederiksborgCentret og Hillerød Philatelistklub, og de åbner dørene for nørder, samlere og andet godtfolk.

Ligesom de fire foregående år kommer de to store haller i FrederiksborgCentret til at summe af aktivitet, når der kan købes, sælges og byttes. Herudover kan man også få sine effekter vurderet af de mange inkarnerede samlere og professionelle handlere, ligesom der er flere særlige udstillinger af samlerting.

Området med at samle militærting er meget stort i Nordsjælland, og det afspejler sig også i at en hel del stande har fokus på dette på den ene eller anden måde – nogle har uniformer, andre kasketter og hjelme og igen andre militærmærker og medaljer. Der er ligeledes mange stande med frimærker, postkort og mønter.

At samle postkort er et område i udvikling. Der er rigtig stor interesse for postkortene, og derfor kan prisen for det rette postkort ryge i vejret på auktioner. Man kan få sine egne postkort vurderet.

I år er områderne med porcelæn, emaljeskilte, vinylplader og Lego blevet store på messen. Især Lego kan man findes på mange stande. Der sælges Lego lige fra enkelt-klodser til store samlesæt, og især de uåbnede, gamle æsker med Lego er meget eftertragtede, ligesom også plastikklodser fra de første produktionsår er det.

En enkelt stand vil bugne med ældre julepynt og andre dekorationseffekter, men herudover er der også ”alt muligt andet”, såsom stande med antikt legetøj, model-biler, bryggerieffekter, plakater, effekter fra beredskabet, tegneserier, receptkuverter, kaffedåser og meget, meget andet.

Publiceret 14 October 2019 11:33