Rikke Ellegaard Byskovs fotos skal blandt andet vise mangfoldigheden i det østlige Hillerød. Foto: Maja Vindelev

Rikke Ellegaard Byskovs fotos skal blandt andet vise mangfoldigheden i det østlige Hillerød. Foto: Maja Vindelev

Fotoprojekt viser mangfoldighed

Rikke Ellegaard Byskov har hen over et år haft rettet sin linse mod Brohuset, hvor billederne nu også kan ses

Rikke Ellegaard Byskov udstiller et fotoprojekt med beboere i Kongevænget 1 og 2 i det østlige Hillerød. Rundt omkring på Brohusets vægge er der ophængt billeder, der viser de mangfoldige aktiviteter i Brohuset, lige fra Pensionistforeningen over Byttebiksen til Gågruppen og nørkleklubben. Der er også fotografier fra Billard- og Togklubben, ligesom der også er fotos af enkeltpersoner og grupper.

Kan se det er beboernes hus

Det er Rikke Ellegaard Byskov, der selv har fået ideen til fotoprojektet, som hun har været i gang med et års tid, fortæller Hanne Dalgaard, der er boligsocial koordinator i Brohuset.

”Det har været et stort arbejde, først at finde folk, der vil være med, og så finde rammer til alle billederne. Rikke planlægger at udvikle projektet, og næste gang bliver billederne nok lidt større. Men nu kan man se på væggene, at Brohuset er beboernes hus, og de mange billeder skal vise os mangfoldigheden og være med til at binde os sammen”.

Rikke Ellegaard Byskov hænger endnu flere billeder op, fortæller hun:

”Og jeg vil også gerne have nogle naturbilleder blandet ind imellem, så jeg kan vise noget af den smukke natur, vi har herude. Det er også meningen, at udstillingen skal vise de mange etniske grupper, der bor her i øst, og jeg er glad for, at flere og flere af dem gerne vil fotograferes”.

Rikke Ellegaard Byskovs billeder kan ses i Brohuset, Østervang 103.

gs

Publiceret 30 September 2019 06:00