TDC fortsætter med at grave fibernet i Hillerød Kommune. Pressefoto

TDC fortsætter med at grave fibernet i Hillerød Kommune. Pressefoto

Så får flere adresser fibernet i Hillerød

TDC udvider sin fibernetudrulning i Hillerød Kommune med 1.600 adresser

internet TDC udvider og udvider igen deres fibernetudrulning i Hillerød.

Nu gælder det yderligere 1.600 husstande og virksomheder i Hillerød, som får tilbud om tilslutning til fiber fra TDC. Denne gang gælder det adresser på blandt andet Langesvej, Batzkes Bakke, Nordre Jernbanevej med mere, som får mulighed for at få fibernet.

Nu 6400 adresser

Med tilføjelsen af de nye områder omfatter TDC’s fiberudrulning i Hillerød Kommune nu omkring 6.400 adresser.

“Efterspørgslen efter fibernet i Hillerød er bestemt ikke blevet mindre, efter at vi begyndte vores udrulning tidligere på året. Derfor er vi glade for, at vi nu kan udvide vores udrulning, så endnu flere borgere og virksomheder får adgang til fremtidens bredbånd,” udtaler Henrik Leu Christiansen, leder af fiberudrulning hos TDC, i en pressemeddelelse.

Takker man ja til tilbuddet om gratis tilslutning, vil adressen blive tilsluttet TDC’s fibernet, og de nødvendige installationer vil blive udført uden beregning. For at gøre brug af den gratis tilslutning til fibernettet skal man købe et abonnement hos en udbyder efter eget valg. Det er dog også muligt at få udført den gratis tilslutning uden at tegne abonnement.

Med en tilslutning til fibernet fra TDC er det muligt at opnå downloadhastigheder på op til 1.000 Mbit/s, og i fremtiden vil hastighederne kunne blive endnu højere. Hvilke hastigheder, der er mulige på den enkelte adresse, afhænger dog altid af udbuddet hos de tilgængelige bredbåndsudbydere.

Der er mere information om fiberudrulningen på www.tdcfiber.dk, hvor man også kan tjekke, om en konkret adresse er omfattet af tilbuddet om gratis tilslutning.

Mdt

Publiceret 21 November 2019 19:00